En reklamefri blog om


Det Gode Liv på Lolland

At bo i Slemminge og Udstolpe

rapsmark i Udstolpe

Hvordan er det at bo i Slemminge og Udstolpe?

Ejendomsmæglerne gør deres, for at give relevant information om nærområdet, når de viser huse fra Udstolpe og Slemminge. Men det er tydeligt, at det er data trukket fra statistikker. Statistikker er egentlig ret intetsigende. Priser på vuggestuer og den mest læste avis hos naboerne ifølge Gallup.. Hmm.. ?? Og???? Lad mig derfor fortælle dig hvordan det er at bo her, hvor der er højt til himlen og livskvalitet

Alt det vi ikke har i Udstolpe og Slemminge

Slemminge og Udstolpe er to små landsbyer, som ligger klods op og ned af hinanden på Lolland, 7 km syd for Sakskøbing. Jeg ynder at sige, at vi er derude hvor kragerne ikke engang kommer for at vende! Her er ingen fancy shoppingmuligheder, ingen skoler, ingen lyskryds eller fortov, ingen bus. Her er ikke engang en benzintank eller kiosk. Godt så! Den vakse bybo vil hurtigt spørge, om der overhovedet er noget??? Hvad skulle give dig lyst til at bo her?

Ovenfor: Gokkerne nyder det frie liv i haven i Udstolpe

I Slemminge og Udstolpe er der ingen støjforurening, lysforurening eller udstødningspartikler. Her er ikke ret mange mennesker, så der er ingen stress eller mangel på albuerum. Men man skal gøre sig umage for at føle sig alene, for vi hilser på hinanden og hjælper hinanden. Her ligger ikke tonsvis af affald i gaderne. Der bliver ikke bygget kæmpe beton- og prestigeprojekter. Du får ingen længsel efter natur, for den er lige udenfor døren! Vi har Fibia-net i området, så du får ingen abstinenser efter den store verdens e-muligheder.

Sanserne vækkes til live

I Slemminge og Udstolpe er der højt til himlen og udsigten over markerne er formidabel fordi landskabet er så fladt. Nord for os ligger Krenkerups skove i gå/cykelafstand, og de rummer bl.a. stendysser og al den ro man kan ønske sig. Syd for os ligger Naturpark Maribosøerne, med skovområder og et rigt fugleliv.

Ovenfor: fugleunge ved vores terrasse, for uerfaren til at være bange .. 

I vores område behøver du såmænd ikke gøre dig nogen umage for at se ørne og rovfugle. De er her bare ligesom alverdens andre dyr: harer, fasaner, dådyr, svaler, lærker, egern, pindsvin, ugler, flagermus. Ulve og vildsvin undtaget indtil videre.. men selv odderen er nu flyttet til Lolland, hvilket vi er ret stolte af! Området ligger ikke direkte ud til kysten, men på en ø som Lolland skal man ikke køre langt, for at se vand! Ved Oreby Kro har vi fx fine bademuligheder.

Ovenfor: tågedisen over vidderne en tidlig morgenstund. 
Slemminge kirkes spir anes i horisonten. Absolut ro!

Når du kører på arbejde om morgenen ser du den karakteristiske, smukke tågedis, der ligger sig over markerne. Luften er så ren, at den næsten skærer i lungerne. Stilhed, som kun brydes af fuglekvidder. Den frugtbare jord, som gør køkkenhaven til en 5-stjernet leverandør af frugt og grønt. Stjerneklare nætter, som åbenbarer en himmelhvælving så overvældende, at man mister fodfæstet. Smukke gamle huse, som sætter dig tilbage i tiden til et landsbysamfund, der også eksisterede tilbage i 1100 tallet, hvor Slemminge Kirke blev bygget, og som på forunderlig vis stadig er her!

Ovenfor: køkkenhaven er min personlige og 5-stjernede leverandør af frugt og grønt. 
Her er håndplukket lidt til aftensmaden, tidligt på sommeren ..

 


Find flere af mine fotos om det gode liv på Lolland på


Man hensættes til det vilde vest..

På mange måder har jeg følt mig som en nybygger i USA da jeg flyttede hertil. Her er en ånd, som giver mig denne her følelse af ..? Frihed? Iværksætteri? Jeg føler mig ikke overvåget af Staten eller klemt af menneskemylder på samme måde som i København. Jeg føler mig ikke truet af trafik, bandekrige og terror. Min integritet er ikke truet af noget. Ingen overvågningskameraer eller regler om at græsset ikke må betrædes. Vi passer os selv hernede, betaler vores skat og hylder det frie initiativ. Her er altid nogen, der kender nogen, som kan ‘fikse’ et problem, som kan hjælpe, som kan låne dig noget eller som har noget i overskud.

Ovenfor: netværk og fællesskabet er vigtige begreber hernede. 
Godt nok er her albuerum, men i sidste ende er vi intet uden hinanden.
Fotoet er fra den årlige Frugtfestival, Sakskøbing

Når du begynder at få et netværk, begynder mulighederne at åbne sig. Det går op for dig, at samfundet er så lille, at alle kender hinanden. Der er altid en relation eller en fællesnævner. En fælles interesse, oplevelse – et eller andet der gør, at vi er i samme båd, og som åbner dørene til mulighederne. De mange grupper på Facebook understøtter tendensen, men de er ikke uundværlige. Det har været sådan altid. Man rakker ikke hinanden ned. Man vil hellere se de værdier og muligheder den enkelte kan bidrage med. Og så har jeg aldrig set nogen være så god til konflikthåndtering, som befolkningen hernede. De har en sjælden set evne til at snakke sig ud af en tilspidset situation i stedet for at sætte hårdt mod hårdt.

Transport

Udstolpe og Slemminge ligger i et rigtigt cykellandskab uden nævneværdige bakker, med ca. 7 km til henholdsvis Sakskøbing og Maribo. Til gengæld kan vinden være strid i det åbne landskab, så et motoriseret køretøj er anbefalingsværdigt.

Du kan komme til motorvejen via Sakskøbing og stryge mod hovedstaden på 1 time og 20 minutter udenfor myldretid. Hvis du pendler i myldretiden er det en hel anden og længere snak. Skolebussen til Sakskøbing stopper også i Udstolpe og Slemminge, og øvrige busser og tog kan du fange i Sakskøbing eller Maribo. Her kan du læse mere om det at have børn på landet.

Ovenfor: her er ikke behov for klatrestativer! 
I haven og i skovene er der plads til fri leg på den gode måde!
Hvis man bor her, er det fordi man sætter stor pris på den
omgivende natur og bruger den rekreativt.

Jobmuligheder

Varme hænder er efterspurgt: ældrepleje, pædagoger, sygepleje, læger, skolelærere og dagplejemødre. Sidstnævnte bruger man meget hernede. Og som i alle andre dele af landet er VVS, elektrikere og andre håndværksfag også ved at blive et godt marked for jobsøgende.

Industri- og fabriksarbejde er absolut også en mulighed; her kan du faktisk tjene ret pænt og stige i graderne, hvis du har flair for ledelse.

Drømmer du om frugtavl eller lignende, vil jeg ikke ligefrem sige du har odds imod dig, med vores fede muld og milde klima.

Går du med en længerevarende uddannelse bag dig, har du nok de bedste kår som iværksætter/selvstændig. Du skal med andre ord se dig selv og mulighederne i en ny kontekst. Her er fx masser af butikslokaler til en billig penge, et stort ældresegment, mangel på købmænd i yderområderne.. Tænk anderledes og kreativt eller vælg dig en helt ny karriere? E-handel er også et marked, der er værd at overveje.

Handelsliv

Udstolpe og Slemminge var førhen et lille selvforsynende samfund, med egen Brugs, plejehjem, skoler, cykelsmed, konditori, mejeri, 3 gartnerier mm. Nu hvor alle har biler, kører vi i stedet til de nærliggende byer.

Derfor finder du alle gængse supermarkeder, kunstbutikker, delikatesser, bagere, slagtere, markedsdage mm i smukke Sakskøbing, Maribo og Nysted. Dertil er der et særdeles livligt handelsliv alle mulige og umulige steder: vejboder med loppefund, æg og grønsager, Krenkerup Bryggeri og krostue, Brians Blomster i Lille Slemminge, Fjelde Guesthouse i Fjelde.. Og nåeh ja, vi har jo Tyskland lige ved hånden, hvis du skulle få lyst til marcipan fra Lübeck og grænsehandel. Nykøbing rummer alt hvad vi ikke finder på landet af fx cafeer, møbelbutikker og legetøj.

Forlystelser

Ovenfor: fotoet er fra det årlige og meget besøgte Døllefjeldemussemarked 
- blot ét af ufattelig mange arrangementer på Sydhavsøerne

Hvis man bor her, er det fordi man sætter stor pris på den omgivende natur og bruger den rekreativt. Lokalt har vi desuden beboerforeningen, som samler os til juletræsfest, høstfest, dilettantteater mm.

I de nærliggende byer finder du alle gængse rekreative muligheder lige fra bif, bibliotek, svømmehal, sport, og legeland til museer og middelaldercenter. Området er meget aktivt og foreningslivet rigt, selv indenfor de mindre nicher: yoga, brydning, vævning, pileflet, Qigong ..

Skulle ulykken ske..

Hører vi til et velfungerende lægehus i Sakskøbing og har sygehus/skadestue i Nykøbing. Apoteket i Sakskøbing/Maribo er beredvillige med medicin, og nærmeste brandvæsen holder til i Maribo.

Størst af alt, er friheden

For at opsummere, vil jeg sige, at størst af alt er friheden. Friheden til at være dig, til at mærke naturens gang, til at trække vejret og føle dig selv. Personligt sætter jeg så ufattelig stor pris på netop dette aspekt, efter at have boet i København hele mit liv. Min livskvalitet får 6 ud af 6 mulige stjerner, efter at være tilflyttet Udstolpe.

Jeg tænker, at følelsen af frihed er een af grundene til, at også kunstnere og forfattere stortrives på Sydhavsøerne ..

Ovenfor: en valmuemark fra godset Krenkerups jorde

Læs også ..


Flere anbefalinger til seværdigheder og festivaller på øerne


Lækre indkøb til frokostbordet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne webside anvender cookies. Ved at gå videre på hjemmesiden giver du samtykke til brug af cookies og indsamling af data.