En reklamefri blog om


Det Gode Liv på Lolland

Børneliv på landet

Børneliv på landet

Tanken om at lade Noa vokse op på landet, hvor man kan plukke jordbær, klappe høns og ikke skal tænke over trafikkerede veje, terror, affald og forurening i rå mængder forekom tiltrækkende. Sanseligheden og manglen på storbyens trusler.. I virkelighedens verden er det ikke helt let at omplante en knægt på 6 år i en ny kultur. Det tog tid før han slog rødder, og før børneliv på landet blev noget positivt – også for ham.

Miljøskiftet

Min lille ‘plante’, Noa på 6, havde ikke meget at skulle have sagt i beslutningen om at flytte på landet. Men han glædede sig, fordi vi glædede os! Han forstod ikke hvor stort et indgreb det var i hans dagligdag, før vi var flyttet, men så slog det også hårdt. Det var skoleskift, miljøskift, kulturskift, at finde nye legekammerater, at savne sine bedsteforældre og venner, at undvære shopping ture i kæmpe legetøjsbutikker. Der var mange aftner hvor han græd sig i søvn, og der var mange spørgsmål om hvorfor vi flyttede. Det tærede langt ind i hjertekulen!

Nu hvor der er gået et par år, er der faldet mere ro på. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg indoktrinerer ham. Tjah, det gør vi voksne jo i alle henseender med vores børn. Jeg gør det både bevidst og ubevidst: Noa må gerne vide at vi synes her er dejligt og hvorfor!

Målet er at blive en bondeknold!

Og Noa ER ved at blive min egen lille bondeknold, som værdsætter at stikke i et par træsko, tisse i skellet, snakke med hønsene og misser, tulle rundt og kigge på myrer eller hive gulerødder op af jorden.

Han er begyndt at fange dialekten hernede så småt, og synes det er skønt at folk hilser, selvom vi ikke kender dem. Han har fundet legekammerater og fritidsaktiviteter, og vi tager gerne på opdagelse hernede. Når alt kommer til alt, har vi jo alt indenfor køreafstand, lige fra fast food, bif, legeland, BR, svømmehal, ponyridning og middelaldercenter til strand og skov. Så faktisk har vi samme udvalg – og mere til! Dét gør jeg meget ud af at vise ham!

Den dag han stillede sig ud på en mark og kiggede ud over vidderne, den blå himmel og det bølgende korn, strakte armene i vejret og drog et kæmpe suk, vidste jeg han var faldet til. Da sukkede jeg også – af lettelse!


Læs mere om kulturchok og integration på landet


Hvad laver børn på landet?

Børn på landet har samme dagligdag som børn i byen med skole, SFO, fritidsaktiviteter og legeaftaler. Forskellen ligger i, at Noa skal tage skolebussen hjem, hvis vi ikke henter ham i bil. Den ligger også i, at vi er nærmere årstidernes og naturens skift og kan vade lige ud i et mekka af farver og sanselighed, når vi åbner døren. Vi kan holde dyr uden hensyntagen til hvad man må i en lejekontrakt. Vi kan male huset pink hvis det passer os!

Der er en vis frihed ved at bo her. Vi bestemmer i højere grad hvad vi vil og hvad vi føler for, i stedet for at handle på baggrund af forskrifter og regler, frygt eller hensyn. Den frihed er meget værd!

Jeg kan mærke på Noa (og mig selv), at argumentationen omkring hvorfor vi gør noget eller ikke gør noget, er langt mere fordøjelig, hvis den ikke hele tiden baseres på regler, frygt og hensyn, men i højere grad på, at vi synes et pink hus er grimt eller at en ko har behov for mere græs end det vi kan tilbyde den.

Bybørn versus landbørn

Børneliv på landet er også gaming og hoppeborg. De har også forældre, som arbejder, glor på facebook og bekymrer sig. Hvis jeg skal fremhæve en forskel på bybørn og landbørn, er det at landbørn ikke holdes i så stram snor og er mere fysiske.

Den stramme snor er bydende nødvendig i byen, hvor ét skridt i den forkerte retning, kan være forskellen mellem liv og død på vejen, og hvor højrøstethed generer andre mennesker – uanset hvor man er. På landet tonser ungerne rundt i haverne, klatrer i træer, klapper dyr, bruger værktøj og kører motor cross. Det giver en større robusthed ift. blå mærker, flagermus og skidt på fingrene – både hos børn og voksne.. Og jo, nok også en mindre opmærksomhed på, at tage hensyn til andre hele tiden.

-Så er det spørgsmålet, hvad der falder os mest naturligt som mennesker og hvad vi trives med .. Det må læseren selv besvare, men jeg ved godt hvad jeg mener. 😉

Aktiviteter

Måske er ‘aktiviteter’ ikke nær så nødvendige når man bor på landet? (spørgsmål til mig selv). Som tilflyttere ville vi jo gerne give Noa mulighed for at ‘gå til noget’ ligesom i København. Det gør han også, og der er rige muligheder, uanset om det er spejder, sport eller musik han måtte ønske.

Men når der ikke er de samme by-restriktioner på om han må gå ud, hvor længe eller hvor, så daler behovet også for ‘at aktivere’. I virkeligheden vil han bare gerne have legeaftaler og tulle rundt. Når vi så alligevel lader ham gå til karate og svømning, handler det om, at han får noget dér, som han ikke får nok af på anden vis, og at han kan lide det.

Er der dårligere vilkår for læring på landet?

Råt for usødet: nej! Det er ikke mit indtryk.

Det er mit indtryk, at lærerne kæmper lige så benhårdt her, som i København, med at få skolereformen til at fungere i praksis! Der er ikke helt så stuvende fulde klasselokaler; i Hvidovre var de 28 børn, i Sakskøbing er de 24 i klassen. Der bliver eksperimenteret med siddepladser, legegrupper, digitale medier, forældreintra, morgensang og legepatruljer akkurat som på andre skoler. Der er særdeles aktive og involverede forældre som på andre skoler. Noas dannelse og motivation for læring, står vi selv til mål for.

Billedet er lidt det samme ved fritidsaktiviteterne: lidt færre børn på holdene, giver mere tid til den enkelte og bedre mulighed for læring – i det omfang barnet er motiveret.

Alt i alt har oplevelsen været bedre. Alt i alt føler vi, at vi giver Noa mulighed for et bedre børneliv på landet end i byen. Det er vores egen subjektive holdning og oplevelse, og det er, hvad vi kan mærke på Noa, efterhånden som han slår rødder. Men dét med rødderne er altså ikke bare lige. Tryghed og trivsel kan man ikke forcere; det er et produkt af gode rammer over tid.

Læs også..


Hvor skal vi hen, når vi skal ud og se


Få mine bedste tips til


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne webside anvender cookies. Ved at gå videre på hjemmesiden giver du samtykke til brug af cookies og indsamling af data.