Mormors brune kager
Opskriften på brune kager er fra mormors personlige opskriftsbog, håndskrevet i hendes unge dage og løbende opdateret. På bogomslaget står der “Ruth Pedersen Udstolpe“, så den er påbegyndt før hun blev gift, mens hun stadig boede i Udstolpe, og før hun kom til Aalholm Slot som tyende.
Der er hele tre versioner af denne fantastiske julesmåkage i bogen, men vi har i familien sjusset os frem til, at nedenstående er “hendes”. Dvs. de legendariske BRUNE KAGER, som alle var helt vilde med, og som skal dyppes i eftermiddagskaffen, fordi de er ret hårde. Kaffesmagen gør dem dog ikke ringere..
I øvrigt var kaffepauserne ude på landet på Lolland nærmest rituelle i min barndom. Morgenkaffe, formiddagskaffe – måske gange to. Efter frokost og middagsluren kom eftermiddagskaffen med en mere solid kage til. Gerne serveret i haven om sommeren, og ofte med naboer og forbipasserende som gæster. Efter aftensmad, var der aftenskaffe imens vi så tv.. her kom småkagerne på bordet.
Jeg ved ikke hvordan de har kunne sove(?), men kaffe er for nyligt af forskningen udnævnt til at være en sund drik .. , hvilket dog svinger lidt .. jeg husker nemlig også udsagn om det modsatte.. Nå, men tilbage til de brune kager:

Ingredienser til brune kager
Mængde: ca. 25 kager
125 g sirup
60 g margarine
60 g sukker
1 tsk kanel
½ tsk stødte nelliker
1 tsk natron
10 g hakkede mandler + halve mandler til pynt
10 g hakket sukat
250 g mel
Fremgangsmåde

Sirup, margarine og sukker varmes i en gryde, og svales af. Krydderier, mandler, sukat og mel tilsættes.
Dejen udrulles tyndt og udstikkes i runde kager. En halv mandel lægges på, og kagerne bages ca 10 minutter ved 200 grader.

Relaterede indlæg

Oldemors lollandske klejner
Gammel lollandsk opskrift, som vidner om julebag før komfurets og bageovnens indtog i husmoderens køkken sidst i 1800. Dette er grunden til, at netop denne julesmåkage koges i fedtstof.
