Dødens skygger

Døden er en del af livet – også på Lolland. En rosenrød blog, der kun handler om lyserøde blomster og fuglekvidder er utroværdig. Døden kommer når vi mindst venter det. Den kommer til os alle, og sætter ting i gang ..

Døden stiller os afmægtige. Det er lige dér vi forstår, at vi ikke er herre over det mest essentielle for os; hvornår og hvordan og om vi mister vores elskede. Den stiller os magtesløse i et omfang, vi slet ikke begriber, før det sker. Når man har prøvet det, og gennemlevet det, kommer følelsen igen .. og igen, når vi oplever andres tab og smerte. For vi husker og genoplever det hele!

Det er som om hverdagen fyldes med banaliteter og absolutte ligegyldigheder, når døden er nærværende. Facebook, TV-avis og nullermænd kan ikke blive mere inderligt ligegyldige i det øjeblik! Floskler så som ‘how goes?’ kan opleves smertefulde, for spørgeren forventer ikke den skindbarlige sandhed: det går ad helvede til!

Det værste er måske berøringsangsten og de vigende blikke. Når man i virkeligheden bare har brug for at fortælle om og om igen om den afdøde, om sine amputerede følelser, om den grænseløse kærlighed indeni, som ikke længere kan finde en bopæl – kærligheden bliver et hvileløst spøgelse. Om hvad der skete, og om hvad man selv gjorde, og måske burde have gjort. Fortællingen er så vigtig. For selvforståelsen. For farvellet.

Når man hver morgen vågner og ønsker solen aldrig var stået op – igen. Smerten er så fysisk og så bastant, at det er umenneskeligt at gå rundt med helt selv. Lige præcis sådan er det..

Når andre mister, mister vi igen

Jo længere livet er, jo flere har vi mistet. Hvert dødsfald sætter sine unikke aftryk på sjælen. Når andre mister, spejler vi os i deres sorg og genoplever dødsfald, som stadig er friske i erindringen eller som minder om den andens tab.

På den måde forstår vi deres behov og får endnu engang bearbejdet det tab vi selv havde eller har. Vi ser vores eget tab i et nyt lys. Måske ser vi, at andre viser sorg på en anden måde. Måske ser vi egne oplevelser i et nyt lys, fordi tiden er gået, og vi har lært..

Når døden er smuk

Døden er sjælden smuk, men ind imellem mister vi en vi har kær ‘på den gode måde’. Måske sover de bare stille ind midt i middagsluren efter et langt og godt liv. Sådan døde min oldemor på sofaen på slægtsgården i Udstolpe. Hun oplevede aldrig plejehjem, mad bragt i skumbakker og sosu-assistenters hastige besøg. Min mormor boede 100 m derfra, og hun tog sig af oldemor. Oldemor var mæt af dage, men ikke afkræftet eller dement. Blot mæt af dage. Er det ikke bare sådan vi alle måtte ønske at dø? Og det må være den død, der er nemmere at bære? Jeg husker hendes store kvadratiske æggebakker, som jeg altid fik stukket i hånden, når vi skulle gå, så min mor kunne få friske æg derinde i København.. Måske er det meget typisk for mindre børn at bide mærke i de dér meget lavpraktiske detaljer. Jeg forbinder ingen følelser med hende som sådan. Hun var der, og så var hun væk.

Den uretfærdige død

Men ofte opleves døden grum. For brat, hvor den kommer som en tyv i natten. Den efterlader mennesker, som ikke nåede at sige farvel eller som står uforberedte. Måske er det omstændighederne omkring dødsfaldet, der ikke var som man kunne ønske, eller måske var det endda en andens skyld. Det værste er den tidlige død, hvor et liv afsluttes før det er rimeligt. ..Før VI synes det er rimeligt.

Meget ulig andre aspekter i vores liv, kan vi ikke diskutere urimeligheden i døden med nogen eller Ham der bestemmer. Vi kan ikke klage og få en ommer. Det er slut. Et medhold eller en pengeerstatning fra en myndighed ændrer ikke på, at tabet er stort og smerteligt. I gamle dage var det ikke sjældent, at et dødt barns navn blev givet videre til den næste der blev født. Gad vide om det lindrede smerten, at man på den måde lod noget fra afdøde gå videre ..? Måske?

Lidt perspektiv

Historien om Bodil Olufsdatter

Bodil Olufsdatter var min tip-tip-oldemor og har også boet på slægtsgården i Udstolpe. Jeg er fascineret af den historie der fortælles om hendes liv gennem kirkebøgernes håndskrevne data ..

Hun blev født i 1810 i Fjelde, og blev siden gift med Mads Hansen fra Udstolpe Byvej 13. Hun fødte ham to døtre og to sønner, og Mads Hansen fæster slægtsgården i Udstolpe efter sin far. Men allerede i en alder af 36 år, står hun som enke – alene med fire børn og gården i Udstolpe.

Fem måneder senere indgår hun imidlertid ægteskab nr. to med Peder Jensen fra Slemminge, som kun er 25 år. Muligvis fordi hun bærer hans barn. Hun er nu 37 år. Peder Jensen bliver imidlertid sendt afsted til krigen ved Sleswig skov i 1847, og det er så uheldigt, at han bliver skudt og afgår ved døden den 23. april 1848. Samme dag føder Bodil Olufsdatter hans søn Jens Pedersen, som sidenhen skal overtage slægtsgården efter Bodil.

Som nybagt mor, er Bodil altså blevet enke igen, og står med ansvaret for fem børn og en firlænget gård!

Bodil indgår det tredie ægteskab fire år senere i en alder af 41 år med Jørgen Pedersen på 37 år fra Våbensted. I en alder af 44 år føder hun ham en datter. Jørgen afgår ved døden, da Bodil er 61 år, og sønnen Jens Pedersen, fra hendes ægteskab med Peder Jensen, frikøber slægtsgården to år efter.

Bodil Olufsdatter dør selv i en alder af 78 år i 1888 i Udstolpe. Sikkert temmelig mæt af dage efter et liv med tre ægtefæller og seks børn!

Bodils liv sætter tingene i relief

Een ting er alle de tab hun har måtte lide. Jeg ved ikke om hun har elsket sine ægtefæller, eller om der har været tale om pragmatisme. Men det har ikke været lutter lagkage at miste en ægtefælle i gamle dage!

Tænk et kæmpe ansvar hun har stået med gang på gang. Faktum er, at der ikke var dybfrysere, oliefyr, biler og supermarkeder – ikke engang rindende vand i hanen. Intet socialt sikkerhedsnet. Det har bogstavelig talt været et slid og slæb fra morgen til aften at mætte alle de munde!

Og så kan det godt være, at vi har det lidt små-hårdt allesammen her i 2017, men Bodil må have været en fighter udover det sædvanlige! Hun oplevede, om nogen, dødens skygger i sit liv; at miste hver gang hun startede på en frisk.

Men hernede på Lolland har de et motto, som min mormor mindede mig om, hver gang hun syntes jeg blev for emotionel: