Dominans & symbiose

Ligesom i menneskeverdenen, så handler planternes verden bl.a. om dominans. Den plante der vokser hurtigst og breder sine blade og rødder mest, får mest lys og vand og kan spærre for andre planters vækst.

.. Jeg kan få lang tid til at gå med at betragte planternes vækst. Det lyder tosset, men jeg sætter mig bogstavelig talt ud flere gange om ugen fra det tidligste forår, og hører græsset gro; eller rettere, iagttager hvilke planter der kommer op hvornår, hvor, hvor hurtigt de gror, hvor høje de bliver, hvornår de blomstrer, og jeg betragter hvordan andre planter i deres nærhed klarer sig i konkurrencen om solens stråler og vandet i jorden.

Planterne både supplerer OG dominerer hinanden med deres forskellige strategier; de skiftes til at blomstre, udnytter forskellige lys-, vand- og jordforhold. De formerer sig på forskellige måder og har forskellige rod og blad typer. De satser sågar på forskellige insekter.

Hvorfor er det interessant?

Det fortæller mig, hvor jeg skal lægge kræfterne i haven ifht. ukrudtsfjernelse; altså hvor jeg skal hjælpe naturen lidt på vej, og det fortæller mig hvilke planter jeg skal plante hvor. Optimalt vokser planterne tæt, og med skiftende primære perioder, så jeg ikke behøver luge ukrudt. Dét er målet! Dét er en haveplet i balance.

Eksempel:

I mit pæonbed har ukrudtet fine vækstbetingelser i det tidlige forår, hvor jorden er bar. Men når pæonerne først går i vækst, er de ret aggressive! De vokser ekstremt hurtigt og bliver 1/2 meter høje. Deres buskede blade lukker af for alt lys indenfor en måneds tid. Det er kun få ukrudtsplanter, som kan klare mosten – tidsler. Alt andet ukrudt forbliver noget skravl. Derfor behøver jeg ikke bekymre mig så meget om lugning fra maj måned og resten af året! Dét er jo godt nok! 🙂

Men hvis jeg nu vil have andet end pæoner i dét bed, skal det være:

Planter, der blomstrer meget tidligt (tulipan, viol, påskeliljer, vintergækker m.v.) eller
Planter, som placeres i yderkanten af bedet, og dermed kan få lys eller
Planter, som er lige så dominante, brede og høje – fx kæmpevalmuer

Planternes strategier

Citronmelissen med sin fine duft, og de frisk-grønne blade har til min overraskelse vist sig at være dominant. Den bliver ret høj og busket, ca 40 cm høj, og så breder den sig heftigt med sine underjordiske, grenede rødder. Den skygger for alt i sin nærhed og stod i rigt mål i haven da vi flyttede ind .. men jeg har givet Citronmelisserne konkurrence til stregen med to lige så robuste arter!

.. den dejlige, livskraftige rabarber, med de store parasol-agtige blade, spærrer effektivt for alt lys i den radius den vælger at brede sig – allerede fra det tidlige forår. Dermed får Citronmelisse ikke rigtigt ‘en fod/rod til jorden’ i dens nærhed.

På den anden side har Citronmelisse fået en sprød timian som nabo. Timianens grenede og velduftende ved, breder sig smukt med lilla blomster og grønne, små blade. Vinterhårdfør, robust og absolut vedholdende i sin vækst, dækker den bid for bid jorden med sin lave, men tætte ved (som er utrolig velsmagende i kartoffelsuppe året rundt).

Selv mælkebøtten med den mangfoldige blomstring, de mange frø, og evnen til at skaffe sig vand med sin pælerod de mest tørre steder, har givet fuldstændigt fortabt i de tre damers selskab! INGEN mælkebøtte, endsige anden ukrudtsplante kan hamle op mod de tre sværvægtere – jo forresten! – den invasive Lupin kan, men den får kun lov i det omfang jeg tillader det.

Faktisk er jeg lidt spændt på at se, hvem af de tre damer, der med tiden vinder terræn ..

Betragt naturens strategier uden at blande dig

lav dit eget vildt-reservat

Hvis jeg var en plante

Om jeg var en plante, så tror jeg, at jeg ville være en timian. Det er ikke intelligens, råstyrke eller charme der har vist sig at være min vigtigste styrke, men snarere vedholdenhed og vilje. Jeg ser ikke ud af meget, men vinder terræn på den lange bane.

Jeg har mødt mennesker i mit liv, som var vanvittig smukke og charmerende som Dahlia blomsten, men som bukkede under for den første (livs) frost.

Jeg har mødt aggressive personer, der som brombærranken havde torne, og som udkonkurrerede alle i deres nærhed med insisterende rodskud og med den hurtige, krybende vækst. Men de lange, slanke stængler giver andre planter mulighed for vækst, fordi planten ikke både kan brede sig og samtidig have et tæt ved ..men hvor har den dog dejlige bær!

På samme måde, som man kan betragte sin haves vækster, kan man med held iagttage sine egne og andre menneskers overlevelses-strategier og adfærd. Målet er at supplere hinanden, så ‘jorden aldrig er bar’.

Ind imellem støder man så på mennesker, der ikke nøjes med at supplere, men vælger at dominere. Når du møder sådan et menneske, så husk, at de ikke både kan brede sig og samtidig have et tæt ved! ….