Gokke-portræt

Udover Misser, farmand, undertegnede og vores dreng, blev husstanden også beriget af to høns – i daglig tale benævnt “Gokkerne”. De var ikke med i flyttekasserne fra København (du altforbarmende, nej!). Næ, de flyttede ind/blev anskaffet i sommeren 2017.

Høns har ikke været noget vi var fortrolige med, men det blev vi! Vores to fritgående høns Gokke og Lokke var charmerende, invasive, frygtløse, sociale, de sked uventet meget og havde et forbavsende stort sprogligt repertoire. De lagde trofast ét æg om dagen hver, og det var alt rigeligt til os tre.

Sønnike og jeg har portrætteret Gokkerne i tegneserie-form .. Det er nok lidt karikeret – og så alligevel ikke! 🙂

Læring 1 – om fodring

Hønserne spiste konstant, men hjernekapaciteten var lille. Pr. automatik tiggede de om mad, når de så os, upåagtet hvad de i forvejen havde liggende i madskålen ..(!) Vi gav dem dagligt vildtfuglefrø og brødkrummer. Måske melorme, hvis de skulle forkæles. Men ellers skulle de have vand og knuste skaller (for at få kalk til æggeskallerne). Resten kunne de selv finde i haven. De hapsede meget gerne en mus, hvis lejligheden bød sig. Så gerne, at de kom op at slås om byttet!

Salathoveder og madrester forstod de aldrig glæden ved – måske fordi de havde meget plads (ca. 100 m2), og mulighed for selv at finde noget godt. Med så meget plads blev græsset aldrig nedbidt og sølet, men de gjorde et stort indhug i antallet af insekter i luft og jord. Køkkenhaven blev de meget hurtigt jaget ud af, for vi havde modstridende interesser! Terrassen blev de over tid også forment adgang til, da de gerne ville være os nær, og dermed kom der også pænt meget afføring på vores yndlingsplet. Så over tid blev de lidt mindre fritgående ..

Læring 2 – om gokker som flokdyr

Vores kat Misser er også et socialt dyr, og den tog nysgerrigt imod de to nye gokke-fruer på matriklen.. Men selvom gokkerne elskede selskab, godtog de ikke Misser i flokken! De besluttede, at Misser var nederst i hakkeordenen, og løb efter Misser, og spiste gladeligt hendes mad. Så vi måtte isolere Misser fra Gokkerne af den årsag..

To høns er i underkanten for at være en flok; tre+ havde været bedre. Resultatet var, at de to høns gik i tæt symbiose. De var fuldstændig uadskillelige og mistrivedes, hvis den ene ikke var der. Men da vi efter et par år prøvede at tilføje en tredje høne (Bokke), var de to blevet for sammentømrede. Det tog LANG tid for hende at blive en del af flokken, og hun forblev nederst i hierarkiet. Vi gør ikke den fejl igen, for hun fik en hård medfart, og hun var den evige tre´er.

Vi får aldrig en bondegård, men en milepæl var nået!

Vi får aldrig en bondegård ud af det her.. Hverken lysten eller pladsen er der, og mindre kan i øvrigt gøre det. Med en køkkenhave og et par høns er man såmænd ganske fint kørende. Vi oplevede bogstavelig talt hvordan man kan trylle frø om til mad, og hvor forunderlig moder natur er, når vi kan hive gulerødder op af jorden, som ganske vist ikke er i ‘vatter’, men som er giftfri, som smager af mer´ og som vi selv har nusset om fra spirestadiet. Dét er en glædesrejse og en livscyklus, som slet ikke kan beskrives – når man kommer fra byen, og har oplevet hulheden ved ‘another day in the store’..

Gokkernes smukke æg med farvevariationer, pigmentprikker, dobbelte blommer m.m., blev til de fineste gule pandekager og omeletter. De æg vi ikke kunne nå at spise, fik naboer og familie glæde af.

Vi havde dermed nået én af de milepæle, som vi sigtede efter med rejsen til Lolland: at opleve kvalitetsmad og selvforsyning i et helt andet omfang, end vi kunne i København. Gokkerne og kummefryseren var det sidste, der skulle til, for at nå milepælen. Vi kunne leve billigt og sundt, og vi har selv styringen! Tilmed fik vi de små historier om Gokkernes færd i haven, som både vi og sønnike var meget optaget af.

Her er en lille klumme om Gokkernes gode appetit og imponerende få hjerneceller 😉

Epilog, d. 05. februar 2023

Jeg har omskrevet ovenstående til datid, for I 2020 måtte jeg nemlig tage konsekvensen af sygdom i hønseholdet, og aflive Gokkerne.

Selvom det er nemt at have høns, er det nu også nemt at skaffe gode æg fra naboerne herude på landet. Jeg savner faktisk ikke den evige forpligtigelse med fodring og med at lukke høns ind og ud. Måske fordi jeg nu er blevet optaget af haven på en anden måde. -Men jeg/vi savner de mange oplevelser jeg havde med de tre fjerkræ!

Vild med vilje tankegangen er til gengæld blevet en spændende ny udfordring, og dermed er mit fokus flyttet til livet i haven i en bredere forstand. Der er jo mange typer liv i haven, og de er indbyrdes afhængige. Den læringsrejse er også super spændende at dykke ned i! Du kan læse mere om det her >>

Jeg vil ikke påstå, at de to interesser er umulige at kombinere, men hønsene gjorde ikke noget godt for biodiversiteten i min have – de var snarere (endnu) en belastning, da de absolut tog deres andel – og lidt til – af den føde, som de vilde fugle, pindsvin m.m. burde leve af. Derfor tænker jeg ikke på, at anskaffe høns igen, ved mindre de får mere end 100 m2 at boltre sig på! Og katten? Den lever her så længe den kan og vil, men nej, den bidrager heller ikke positivt. Dét har vores to egern blandt andet måtte sande..