En hilsen fra vores forfædre ..
Jeg har altid hørt, at der skulle være mange oldtidsfund og stendysser på Lolland. Min morfar har fundet stenøkser på sin mark, men personligt har jeg aldrig fundet noget! Ikke en eneste lille sten. Men det har jeg så nu! Jeg har fundet en vaskeægte kæmpe-hilsen fra vores Lollandske forfædre!
Guderne skal vide, at jeg og resten af min Lollandske slægt har kørt til og fra Sakskøbing utallige gange, men uden at nogen af os har bemærket stenbunken ved vejsiden inde mellem træerne!
En vinterdag spottede jeg den, for den lå blottet for løv og buskads og fangede min opmærksomhed. En kæmpesten på en høj. For hver gang jeg har passeret den siden, har jeg været mere sikker i min sag; det var ikke bare en sten. Og nu har jeg så været inde og kigge ordenligt efter, og den er god nok. En stendysse!
Dét er da wauw!
Jeg synes det er helt vildt! Nu er jeg jo også begejstret anlagt og tilmed fra København, og dér har vi altså ikke sådan noget stenhalløj der ligger og flyder! Tænk engang! (til gengæld flyder der mange andre ting ..det skriver jeg om her)
Sikke et slid, sikke en vedholdenhed. De har virkelig ønsket sig at få de sten derop!!! Og tænk, at den har fået lov at stå alle de år! Lige så stille står dyssen dér år efter år. Hverken vind eller vejr har formået at ændre på dét monument, som nogen engang for flere tusind år siden, har haft en stærk tilskyndelse til at stable op. Og tænk, at ingen sidenhen har overmalet dyssen med graffiti, væltet den rundt, smidt ølflasker eller splittet stenene ad. Det er fantastisk!
SÅ er der dømt fri tankeleg!
Hvis man googler lidt på emnet, finder man hurtigt ud af, at de fleste skriver om fænomenet i absolut form, men at de forskellige forfattere ikke er helt enige om ret meget .. Og SÅ er der altså dømt fri tankeleg!
Hvem var de, hvordan så de ud og hvorfor lavede de stendysser? Tænk hvis man kunne få lov at møde dem. Tænk hvis de pludselig stod i buskadet bag mig og holdt øje? Ville de være bange, vrede eller nysgerrige? Ville de anråbe mig? Ville de synes det var blasfemi, hvis jeg rørte dyssen? Vi får det aldrig at vide, og dét er faktisk også ret fedt! Altså at nogle ender får lov at stå åbne. Behøver vi absolut vide alt? Den der kildende fornemmelse af, at noget potentielt kunne være endnu mere fantastisk end dét vores fantasi kan fostre:
Hvad nu hvis de har været monsterstærke dengang, og bare har været et par stykker om det. Måske har de lavet den slags, når de drak sig i hegnet – sådan for sjov! Eller måske skal dyssen forestille noget – en hest fx. Man kunne da hurtigt få rodet sig ud i nogle sjove historier, ikk? Måske var det sådan dengang, at man skulle bygge en stenskulptur som forestillede en hest eller kanin til sit hjertes udkårne .. Måske var det en manddomsprøve at stable sten .. eller en kvinddomsprøve? Måske tog de gas på hinanden på den måde? Lidt ligesom når vi opstiller kæmpe-peber-bøsser til 30-års-fødselarer uden mage. ‘Så ka´ du lære det!’
Dét er da for steneren!
Læs mere om stendyssen “Kulhøj”
På kulturarv.dk kan du læse mere om den beskrevne stendysse, og om de mange andre fortidsminder vi har i cykelafstand i området .. Husk, de er fredede i klasse A++++
Læs flere blogindlæg

Dodekalitten er imponerende, nutidig, lollandsk stenkultur
Læs mere om Dodekalitten og andre
3 svar til “En hilsen fra vores forfædre”
Jeg har lige scrollet rundt på din side og selv om jeg bor på Tåsinge, så er jeg passende imponeret over, at du har energien til at lave sådan en side til at rose din hjemegn ( selv om du jo ALDRIG bliver indfødt, selv om dine bedsteforældre er derfra ;o) )
Tak for rosen, Palle. Nej, indfødt bliver jeg aldrig – det er noget man er eller ikke er. Men jeg ‘betaler’ gerne tilbage, til en egn der har betydet og stadig betyder meget for mig!
Landlivet i guldkanten kan tilbyde os bymennesker mere og mere, i kontrast til livet i byen, som er begyndt at udvikle sig til en farce fjernt fra menneskelig trivsel.
Her finder man det hjertet længes efter! 🙂
PS: Tåsinge er nu også et ualmindelig dejligt sted! Jeg har studeret i Svendborg og har taget mange ture på cyklen på Tåsinge ud til Valdemar Slot 🙂