Om lykken ved at bygge sit eget kvashegn – og om at give og tage ..
Hvorfor et kvashegn?
Vores grund er en koteletgrund med mirabelle-træer hele vejen rundt i skellet, som står alt for tæt, er høje og halvdelen er selvdøde.
Nu har jeg kigget længe og inderligt på de træer, som godt nok giver læ og er levested for spætte, insekter m.m., men som også skygger for solen i køkkenhaven og for det smukke udsyn ud over mark, skov og solopgang. Jeg elsker træer og vil ikke gøre noget uoverlagt, men efter at have overvejet det grundigt i 1½ år er jeg sikker i min sag: der skal tyndes ud!
Men man tager ikke fra naturen uden at give noget igen! Det er levereglen her på matriklen!

På Maribo Frilandsmuseum så jeg sidste sommer med stor betagelse, hvordan man i gamle dage byggede hegn og havelåger af træ – uden brug af søm og skruer! Det sjove var, at man ikke indhegnede dyrene for at holde dem ude af køkkenhaven. Tilsyneladende var det omvendt: køkkenhaven blev hegnet ind, og dyrene gik frit i resten af haven. Interessant tankegang ..
Inspireret af dette har jeg tyndet ud i de døde træer udenom grunden med en fukssvans.
Jeg har lavet et kvashegn i stedet! De døde træstammer fungerer som stolper, og de afskårne grene bliver genbrugt på fornuftig vis! Et kvashegn er stadig et godt levested for insekter og andre dyr, så selvom jeg tager, giver jeg noget tilbage.
Jeg har flettet grenene sammen som i en fuglerede, og gør ikke brug af søm og skruer. Hegnet er både smukt, stærkt, giver læ og haven et helt nyt udtryk. NICE! Jeg er meget begejstret.



Og her er det syn der nu møder mig, når jeg står op om morgenen og skuer ud over mark, skov og solopgang. Så kan man vist ikke forlange det større!

Læs flere blogindlæg

Mine erfaringer med

Haveglæde i det tidlige forår
