Lys over Lolland 2017
Nogle gange er det som om sluserne åbner sig. Som om dørene ind til min sanselige hjerne åbnes med et brag, og den rationelle del af hjernen får for en gangs skyld ikke lov at ilte. Når jeg har det sådan, går jeg rundt uden skjold og sværd, for alle parader er nedlagt. Enhver påvirkning går lige ind. Jeg tænker ikke en tanke, sanser blot.
Sådan havde jeg det på den gamle sukkerfabrik i Sakskøbing, på udstillingen Lys over Lolland, som jeg egentlig troede ville være finkulturel på den dér nederen måde. Men samspillet mellem bygningen, lyset og kunsten betog mig fuldstændig! Og som I kan se, tog jeg af bare begejstring flere billeder af dét samspil end af kunstværkerne!
Udstillingen “Lys over Lolland” gentages hvert efterår på Sakskøbing Sukkerfabrik, men med nye kunstværker og oplevelser hver gang
Kunst eller fabrik?
Faktisk kan man godt blive i tvivl om hvad der er kunstværker og hvad der er fabrik, fordi det smelter så fint sammen. Da jeg gik dér i bygningen i lyset og mørket havde jeg min morfar ved hånden i tankerne. Han var smed i fabrikken i dens velmagtsdage; ligesom rigtig mange andre i Sakskøbing og omegn har han haft sin daglige gang her.
En gang, da jeg var barn, tog han mig med. Jeg skulle se hvor morfar arbejdede.. Vi kørte ind ved bommen som åbnede, og jeg kunne mærke han var stolt af at vise det frem. Men et værksted er måske ikke dét der imponerer en lille pige mest. Jeg husker mest af alt lugten af roer, som var så gennemtrængende, at man kunne skære i luften. Selv når jeg holdt mig for næsen, kunne jeg lugte det! Det var mig en gåde, at han kunne være der uden at fortrække en mine. Jeg ville bare væk derfra, og husker intet om smukke bygninger og lysindfald!
Nu står fabrikken dér, som et monument i byen over en tid der er forbi. Den lejes ud til forskellige formål, og den fortjener at blive brugt med dyb respekt for dens rå charme.
Se bare her, hvor flot det er ..


















Andre seværdigheder på Sydhavsøerne

Hvem min mormor og morfar var

2 svar til “Lys over Lolland 2017”
Hej Natascha !
Min familie stammer også fra Lolland?
I min jagt på et familiemedlem i Agerup og Udstolpe stødte jeg på din blog og læste her om dine forfædre. I den forbindelse tror jeg der er en lille misforståelse mht navnet på Hans Madsens hustru : Hun hedder Anne Catrine Hansdatter og er i 1834 61 år gammel. Hans er 59 år.
Der findes også en anden Hans Madsen i Udstolpe i 1834 men han er kun ca 34 pr og HANS kone hedder Ane og har tilsvarende alder. Men så har de jo kun være 7-8 år i 1808 og det regnestykke kan vist ikke passe.
(Man finder disse oplysninger i Folketællingerne for Slemminge 1801 og 1834)!
Men tak for din fine blog om Lolland?
Mvh
Kirsten Selch
Slægtshistoriker
Hej Kirsten
Tak for de pæne ord og for rettelsen af Annes navn – jeg har opdateret teksten her på bloggen og i MyHeritage så tingene stemmer 🙂 På sidstnævnte medie kan du finde mit slægtstræ under “Nawrocki family Tree”, hvis du er nysgerrig. Der skal saftsusemig være styr på tingene! 🙂
Til ikke indviede, vil jeg lige henvise til den tekst, som Kirsten refererer til: Udstolpes oprindelse, hvor jeg fortæller lidt om min slægt på Lolland.
Mvh
Natascha 🙂