Man siger nissen flytter med ..

Det gør han også i den udstrækning, at man ikke kan flytte fra sig selv; egne (u)vaner, tanker og præferencer. Spørgsmålet er, om vores egen nisse flyttede med til Lolland? Jeg vil fortælle, hvorfor vi valgte at flytte. Det er ikke køn læsning .. men jeg håber, at det kan give Lolland et billede af hvilke drømme og forhåbninger man kommer med som tilflytter. Og jeg håber, at det kan blive et wake up call, for dem der vælger at blive i København ..

Når det nu blev Lolland vi flyttede til, bunder det jo i, at jeg elsker Lolland overalt på hele jorden, og har en kæmpe rygsæk af gode minder med i bagagen. Men det var oplevelser i København, som bevirkede, at vi overhovedet fik tanken om at flytte og købe huset ovenfor ..

Helt grundlæggende begyndte vi at føle os mere og mere klemte som mennesker i storbymiljøet ..

Den konstante mængde af mennesker overalt, har jeg altid fundet sjov, spændende og charmerende, men det er blevet mærkbart de sidste år, at alle er blevet mere pressede og stressede! Hensynet til hinanden og høfligheden har måtte vige pladsen. Det er symptomatisk at man dårligt gør plads til hinanden på fortorvet, men i stedet braser ind i hinanden! Det er absurd! Folk der har brug for hjælp bliver ignoreret. Børn, ældre og handicappede stuves i bedste fald af vejen. Folk mangler OVERSKUD. De er pressede til det yderste – og det mærkes! Sådan bør det ikke være. Det er uværdigt og vi kan ikke se os selv i øjnene i sådan et samfund. Det er hvad vi søgte væk fra!

Det sensoriske pres

Ikke engang i nattetimerne er der stille i København. Biler, sirener, fulde folk, høj musik er i længden et sensorisk pres. Man bliver overfølsom. Når man så tilmed bor i lejlighed, tæt op og ned af andre mennesker, som man deler lyde med i døgnets 24 timer, så er det som om ens privatsfære bliver invaderet! Små ting begynder at blive uudholdelige, fordi det er summen af det hele, der får filmen til at knække.

Det manglende overskud til gensidigt hensyn kan ses med egne øjne, for hvor man end kigger hen, ligger der affald i gadebillede, parker, i vandkant, på plæner og legepladser. Affald i RÅ mængder! Folk smider boner, poser, slikpapir, flasker og smøger på jorden som fik de penge for det! Jeg begyndte at samle op i en periode, men jeg må ærligt indrømme, at opgaven er uoverkommelig! Der skal en stor fælles indsats til .. jeg kan ikke løfte alene.

Et øje i det høje ..

Der er kameraer overalt i København. Konstant er der et øje som følger dig i din færden. I toget, i bussen, på stationen, i butikken, på vejene, på skoler og arbejdspladser. Selv når du tror du er alene, er du det ikke. Det er resultatet af, at man ønsker at komme kriminalitet til livs. Det er for vores egen skyld .. .. Ja .. men følelsen af altid at være ‘på’ er ubehagelig. Bevidstheden om, at jeg ikke kan gå nogen steder hen og blot være mig, alene og uforstyrret er helt forkert. Det må være en menneskeret at kunne gå afsides .. Det er i hvert fald et behov jeg har!

Kan man købe sig til det?

Når folk mangler tid og overskud, køber de sig til lykkerusen, de køber fastfood for at spare tid, de køber sig til et udseende, der viser de har styr på det. Der går mange penge til på det, og så må man knokle mere .. Det er skruen uden ende, og man ender med at fise rundt i et hamsterhjul, uden føling med sig selv, sine børn eller andre mennesker. Butikkerne jubler. Det giver arbejdspladser og penge i foret på producenterne .. Men er det det hele værd? Hvad betyder virkelig noget her i livet? Hvad gør dig glad?

Vi havde behov for at gå modsat strømmen og nulstille.

Man er noget i kraft af andre

Noget af dét, der virkelig får os til at føle os som mennesker, er at blive set og hørt. Nærvær. At andre ser dig som du er, erkender dig, vil dig. Det er svært at opnå den kontakt med naboer og lokalsamfund i København, når alle i virkeligheden føler sig pressede på privatsfæren og i øvrigt mangler overskud. Når gamle fru Hansen dør i boligblokken overfor, så er det netop dér man bør række ud mod de efterladte. Upåagtet hvad man iøvrigt mener om de mennesker, som man måske slet ikke kender! Det er hvad jeg selv ønsker mig, når jeg en dag står i stor sorg eller på anden måde har brug for andres nærvær. Det er det vi ønskede os og har fundet på Lolland.

Kontinuiteten der blev væk

Naturen betyder noget for de fleste mennesker, og når man brænder for at blive selvforsynende, så er en vindueskarm og en altan slet ikke fyldestgørende!

Lidt 'selvforsyning' på altanen i København .. — Lidt ‘selvforsyning’ på altanen i København ..

I København kan man så gå en tur i en park, en skov, ved en strand eller lign., men du er aldrig fri for mennesker, og det er i udpræget grad tæmmet natur. Og hov, nu forsvandt den grønne plet, fordi man lige skal have en Metro! Og de smukke gamle træer bliver fældet af uransagelige årsager i hele boligkomplekset, med det resultat, at småfuglene fortrækker .. hvaaaa, er der nogen der har styr på det???? Er der en rød tråd? Historiske bygninger nedrives til fordel for åbne pladser med cafeer (som vi jo mangler i katastrofal grad i København!! Ironi kan forekomme) .. Hvor træffes beslutningerne og på hvilken baggrund? Til fordel for hvem? Som borger i København føler jeg mig til side sat af beslutningstagere, der tydeligvis har andre interesser og værdier.

Hovedet på sømmet ..

Jeg tror nok det var at slå hovedet på sømmet, da jeg skulle forklare min skuffede søn på 6, at han desværre ikke kunne komme ud på legepladsen mere i SFO´en, ‘fordi de skulle bygge om’ ..

Sandheden var, at en flok unge afholdt drukfester på legepladsen om natten og smed flasker, skod og det der var værre overalt. Det kulminerede med, at de brændte SFO´ens store træskur af en junidag hvor de kedede sig .. Arealet blev lukket på ubestemt tid.

Det er desværre ikke sjældent forekommende i København. Jeg har hørt om decideret dyremishandling på børnehavers legepladser. Een ting er, at de unge mistrives og bliver afstumpede; det er et signal man ikke bør overhøre! Læs lige den sætning igen, tak!

En anden ting er, at det rammer meget personligt, når konsekvensen af hærværk går ud over eens barns trivsel og dagligdag.

Her fik jeg nok! Det var ikke dét liv vi ønskede os, det var ikke sådan vores søn skulle vokse op – og da slet ikke hvis en sådan mistrivsel potentielt kunne kulminere i, at han selv blev ligesådan om 10 år!

Tilbage til ham nissen ..

Vi har helt klart taget nissen med, for vores præferencer er uændrede, men nissen får simpelthen dårligt en fod til jorden på Lolland! Kan man brokke sig over fuglekvidder, ren luft, uforfalsket natur og mennesker som faktisk ser dig og vil dig????? Kan man brokke sig over medindflydelse? Tid? Overskud? Unge mennesker, som benytter sig af et kæmpe foreningsliv og som tager ansvar?

Jeg siger ikke, at der mangler problemer på Lolland, men de er altså i et målestoksforhold, hvor man kan handle på dem, og dét er altså ret meget værd i forhold til trivsel!

Hvis jeg skulle give Lolland et godt råd, skulle det være følgende:

Pas på øen, Lolland! Undlad for Guds skyld at prøve at blive ligesom i storbyerne! Nøglen til jeres succes er at forblive Lolland. I gør tingene på en måde, som man ikke finder det i København. Man tiltrækker ikke Københavnere ved at plagiere København. Dét vi søger, er jo netop ‘noget andet’! Og det er lige dét ‘andet’ i har! Tro mig!