Oldemors klejneopskrift
Min oldemor på min mormors side, Ingeborg Charlotte Pedersen boede også i Udstolpe, kun et stenkast fra hvor vi bor nu. Jeg har her i december igen-igen fundet oldemors klejneopskrift frem. Klejner hører til de virkelig gamle kager, som steges i fedt i en gryde. Men ved brændekomfurets indtog omkring 1850, effektiviseredes madlavningen betydeligt i køkkenet og førte til øget bagværk i ovn, som vi kender det. Så det er sjovt nok, at denne gamle julekage stadig er populær.
Det er ikke alle, der er villige til at udholde stanken af kogt svinefedt i huset mod at få hjemmelavede klejner.. Min mormor ville i hvert fald ikke, men både min mor og jeg er villige til at gå langt for en god julesmåkage! Og så kan en grundig udluftning og en kop husholdningseddike gøre underværker, når indeklimaet skal normaliseres bagefter.

Oldemors klejneopskrift
Samlet arbejdstid: hviletid 2 timer + arbejdstid ca. 2 timer. Mængde: 2 bradepander klejner.
Ingredienser
500 gram mel 125 gram margarine 175 gram sukker 3 æg 3 spsk. fløde 1 tsk. hjortetakssalt (erstat evt. med saft fra 1/2 citron) 1 kg svinefedt eller palmin til kogningen
Dej & klejnevridning

- Margarinen smuldres i melet, og sukker og citronsaft blandes i. Dejen æltes sammen med æg og fløde.
- Dejen hviler koldt i et par timer i køleskab. Det gør dejen mere medgørlig, når den skal udrulles.
- Udrul halvdelen af dejen til ca. 3 mm tykkelse og brug en klejnespore, når du skal udskære romberne på en længde af 10 cm og bredde 3 cm. I midten laves en ridse på ca. 2 cm.
- Når klejnerne ‘vrides’, stikkes den ene spidse ende gennem hullet i midten, klejnen lægges på bordet og man retter den til, så knuden bliver pæn. Når du til sidst har en ubrugelig rest dej i overskud, tilsættes den anden halvdel af dejen, og du laver de sidste klejner.
- Så skal der koges klejner! Det er her, du skal sørge for maksimal udluftning.
Sådan koger du klejner
- Svinefedtet lægges i en mindre gryde og smeltes/opvarmes på næsten fuldt blus. Hold ungerne langt væk, for fedtet bliver meget varmt, og er rigtig farligt at få over sig.
- Læg en klejne i fedtstoffet og afprøv processen, så du bliver fortrolig med teknikken. Der går ikke mange minutter før klejnen er pænt gyldenbrun. Vend den engang undervejs, fisk den op med en hul-si og læg den på et stykke køkkenrulle til afkøling. Kog gerne 5-6 klejner af gangen, så du bliver hurtigt færdig!
- Når du er færdig, lægger du låg på gryden og stiller den udenfor til næste dag, så fedtet stivner. Så er det nemt at skrabe fedtet ud af gryden og ned i affaldsposen, som straks smides ud. Smid aldrig fedtstoffet i køkkenvasken, for så stopper dit afløb!
- Klejnerne opbevares i en kagedåse – holdbarheden kommer slet ikke på tale, for de bliver spist forinden!

