En reklamefri blog om


Det Gode Liv på Lolland

Om bloggeren

Opdateret december 2022

Om bloggeren

Kort fortalt er jeg født og opvokset i København, men har i min barndom tilbragt snart sagt alle mine ferier på Lolland hos mormor og morfar i Udstolpe. Jeg er en lidt rastløs sjæl med mange uddannelser, jobs og bopælsadresser bag mig, og har en søn på 14 år, så i en alder af 54 kan jeg efterhånden sige, at jeg har prøvet lidt af hvert – mest på den gode måde! I 2015 flyttede jeg så omsider til Udstolpe på Lolland med min dejlige lille familie .. (se kortet nedenfor) – Omsider, fordi det har været min inderste drøm siden min barndom: at komme tilbage til Udstolpe!

Faktaboks om bloggeren

Alder: 54

Fødested: Nørrebro, København

Uddannelser: Vinduesdekoratør, Cand it og Social- og sundhedsassistent

Familie: min samlever og vores søn

Tilknytning til Lolland: mine bedsteforældre Ruth og Egon Hansen, smedjen i Udstolpe, Engestoftevej 130

Tilflyttet Lolland Falster: huskøb i Udstolpe i august 2015

Nuværende arbejdsplads: Nykøbing F. sygehus

Interesser: kunst, musik, historie, natur, botanik, videnskab, samfundsforhold, it

Denne blog er imidlertid ikke et selvportræt, men snarere et portræt af Lolland Falster set med tilflytterøjne:

Overvejer du at flytte til Lolland?

Der er pt. en strømning i gang, som man ikke har set magen til i .. måske nogensinde? En folkevandring ud af storbyerne! Min mission med bloggen, er at fortælle hvad det vil sige at flytte fra storby til land – i dette tilfælde benævnt ‘udkantsdanmark’ hos dem der ikke ved bedre.

Om det er en udkant på den ufede måde, må du selv bedømme, når du har læst bloggen 😉  ..Dét kommer nok til at tage lidt tid! 😀 Det er imidlertid ikke begrebet udkantsdanmark, som har min interesse, for den snak er faktisk lidt kikset, når man opdager hvor dejligt her er!

Til gengæld har begrebet medvirket til, at mange folk ikke engang gider kigge denne vej, når de søger udenfor byen. Jeg vil gerne rokke lidt ved dét, og ved de fordomme, der flagrer forbi det indre øje, når man siger Lolland Falster!

Som potentiel udflytter/tilflytter er der nu også mange andre betænkeligheder og ubesvarede spørgsmål inden beslutningen tages. Det er disse spørgsmål, som jeg også ønsker at besvare:

Det skal naturligvis understreges, at jeg kun kan fortælle ud fra eget standpunkt og ud fra det landområde jeg nu har valgt her på Lolland. Der skal altså tages forbehold for, at du/I måske slet ikke oplever det på samme måde!

Hvis du er lollik eller falstring

På Sydhavsøerne ved man næsten ikke hvilket ben man skal stå på af begejstring, når der kommer tilflyttere. Man vil så gerne tage pænt imod, byde velkommen, få tilflytterne til at falde til.

Denne blog giver lollik og falstring et indblik i hvad der fik mig til at flytte fra byen – og et indblik i hvad jeg søger og nyder hernede. Jeg håber, det kan give jer inspiration, en god latter og en tro på, at I og Lolland Falster har masser at byde på!

Til havenørden og selvforsyneren

Jeg er Have-nørd med stort H. Den glæde og ro jeg finder i min nu helt egen have, er uden sammenligning det fedeste ved livet efter min beskedne mening – udover min søn! Og det er den fedeste motionsform! Jeg bliver altid klogere af at være derude, for naturens veje er uransagelige og meget finurlige! Og så hænger havedyrkningen tæt sammen med vores ønske om at blive mere selvforsynende. I enkelte indlæg er haven i fokus og du finder tips og tricks, eksperimenter og almindelig haveglæde 🙂

Hvis du ikke er til havedyrkningens glæder, kan du med sindsro springe haveindlæggene over! Du vil hade det.

Reklamer .. nej tak!

Er jeg sponsoreret? Vil jeg fylde dig med skjult reklame? Nej, jeg er sgu min egen! Så hvis jeg “reklamerer” for noget, er det med udgangspunkt i egne holdninger og dyrt købte livserfaringer! Jeg omtaler produkter, steder, familie og andre ting i subjektive og positive vendinger nøjagtig som det passer mig og uden at modtage en klejne!! Jeg vil nemlig kunne stå inde for mine egne anbefalinger!

Dine kommentarer ..

Er velkomne og hyggelige. Det er vildt fedt at få respons på sine tanker! Skriv endelig, og kom gerne med forslag til tilflytter-emner du savner her i bloggen. Din kommentar vises dog ikke på siden, før jeg har læst/godkendt den, da jeg på den måde undgår massiv spam fra folk der reklamerer for mærkelige ting(!)

Kom godt i gang med læsningen:

Om beslutningen, tvivlen og spørgsmålene ved at flytte til Sydhavsøerne


Uforanderligheden på Lolland-Falster er så dejlig ..
Det er lidt af et postulat, men lad mig fortælle dig


Hør hvordan man gebærder sig
her på Sydhavsøerne i indlægget


2 svar til “Om bloggeren”

  1. Kære Blogger.

    Jeg har med stor interesse læst din blog, fordi jeg savner min dialekt eftersom jeg nu bor på sjælland. Undervejs skriver du om særlige lollandske ord, heriblandt utidig. Jeg er opvokset på midtlolland, med stor tilknytning til vestlolland. For mig er utidig – det pæne sjællandske, mens “uti” er den rigtige udtale, et lille kraftfuldt udtryk om en lille fræk dreng eller hundehvalp.

    De bedste hilsner
    Jette Kjæp

    • Hej Jette,

      Tak for din fine kommentar og for at læse indlægget om den lollandske dialekt.
      Jeg er 100% sikker på, der er mange variationer af lollandsk på Lolland, så der findes ikke en færdig opskrift på dialekten – og det er din kommentar en dejlig påmindelse om. Sprog er levende og udvikler sig fra egn til egn, og det er hele essensen ved en dialekt.

      Når min mormor skældte min morfar ud på en kærlig måde, sagde hun altid “Iiih, dit gamle rabarberho´ed!”. Jeg har ikke hørt andre bruge det udtryk (og hvad er egentlig et rabarberhoved??), så jeg tror udtrykket er/var meget lokalt anvendt og måske endda helt forsvundet.. Men det var et sidespring.

      Jeg tror, jeg vil tilføje din variation af utidig/uti til indlægget – tak for indsparket.

      Kærlig hilsen
      Natascha

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne webside anvender cookies. Ved at gå videre på hjemmesiden giver du samtykke til brug af cookies og indsamling af data.