Pludde

Okay, “PLUDDE” (udtales “plådde” på lollandsk) er altså ikke et ord du kan google! Det må siges, at høre til egnens helt særegne ord for MUDDER. Men ikke MUDDER, som man finder det i København eller i Nordjylland. Det er MUDDER i den tungeste og mest klæbrige af sin art. Den består jo af den tunge, lækre muld og lerjord, der er hernede, fortyndet op med regnvand. Derfor er jeg ikke sikker på, at en Lollik mener, at mudder i København overhovedet hedder pludde, når det ikke har de egenskaber.

Pluddens egenskaber

Pludde burde der kunne tjenes penge på i form af “Muddermasker fra Sydhavsøerne” eller på tube i byggemarkederne, som fugemasse eller sådan noget! Pludden hernede (ja, sådan bøjes det. En pludde, pludden) gør GUMMISTØVLERNE hernede uundværlige – faktisk året rundt. Der skal ikke meget regn eller tø til, at forvandle jorden til pludde. Men du er ikke home safe af den grund, kære turist/tilflytter!

De smukke brune marker med den lækre muld, ser så tilforladelige ud med lavninger og bakker – og her samles regnvand! For sådan en tilflytter som mig, som nær havde glemt sine Lollandske rødder i 2015, var sådan en kæmpe vandpyt en AL for stor fristelse dengang i november! Og der var endda isflager på, som kunne knase! Gummirøjser på og ud og hoppe i kæmpe-vandpyt – og drengen skulle da med!

ADVARSEL: dét gør man ikke hernede og der er en god grund til det!

Efter to meget ivrige skridt, opdagede vi hvordan vi sank i! Dybt og bundløst sank vi mere i for hver bevægelse. Knægten gik i panik og ville op omgående. Det ville jeg også, men han kunne jo ikke trække støvlen op med sin fod. Og det kunne jeg faktisk næsten heller ikke. Okay, en hurtig beslutning blev, at han fik ordre til at lade støvlerne stå hvor de stod i pludden, og se at komme ind i sikkerhed.

Skide koldt var det, og vi havde mudder overalt. Knægten nu uden fodtøj. Ind i bilen skulle vi og hjem, og det var med tæpper under numsen af hensyn til bilsæderne!

..Knægtens støvler stod derude på marken i nogle dage

.. Det var jo ikke fordi jeg havde lyst til at gå derud igen, men det var jo nogle gode, forede nogle til en pæn sjat penge .. Efter nogle dage havde jeg sundet mig, og begyndte at ærgre mig over, at ofre støvlerne til mosekonen. Jeg måtte ud igen. Også selvom jeg var mig pinligt bevidst, at der denne gang ville dukke et par naboer op og spørge ind.. Selvfølgelig havde de jo bemærket støvlerne! Og så må man også have resten af historien!

Og ganske rigtigt. Jeg havde dårligt hentet støvlerne og sat foden på den sikre, faste jord, før der stod en beboer i huset nærmest vandhullet og betragtede mig med utilsløret nysgerrighed. Ikke i vinduet, for så kan man jo ikke snakke. Nej, i haven. Og nej, jeg kunne ikke bare smide røjserne i bagagerummet og køre væk. Da han så min hensigt, råbte han mig an, ‘for han havde jo bemærket støvlerne’ ..??? Godt så! Han fik sin historie, så jeg kunne komme hjem! 🙂 Jeg ved jo godt, hvordan det fungerer hernede. I København havde folk måske kigget diskret, men de ville da aldrig bede om historien.

Men historier er gode hernede. De er gode at fortælle. Så bytter man historier og får på den måde de sidste nyheder. Og det er EFFEKTIVT! Facebook kan slet ikke hamle op med real life historier på Lolland.