Det Gode Liv på Lolland

Om at flytte fra by til land - mod strømmen


Selvforsyning er mere end en køkkenhave

Selvforsyning er mere end en køkkenhave

Selvforsyning er mere end en køkkenhave

Jeg havde måske ikke helt tænkt tanken om selvforsyning til ende da jeg boede i København. Måske kunne jeg heller ikke? Man ved jo ikke hvad man kommer ud til, og hvad man orker. Jeg vidste bare, at lysten var der i et eller andet omfang.

Nu da jeg står i det og har været her i snart to år, forekommer selvforsyning mig langt mere mangefacetteret end dét der med at så et par gulerødder til madkassen. Det er som om tingene griber om sig, efterhånden som vi får øjnene op for de ressourcer, der er på grunden.

  • Når man nu ikke kan få sin egen brønd, kan man da samle regnvand til køkkenhaven – dét ligger lige for.
  • Ukrudtet skal da på komposten, så vi ikke skal købe pottemuld i dyre domme. Dét giver også sig selv.
  • De beskårede træer ender som brænde og kvashegn.
  • De fleste planter producerer frø, som vi lige så godt kan samle og så dér hvor de skal være

….

Næste projekt er hønserne!

De skal have vores køkkenaffald og give os æg og gødning! Men i bedste agile stil, nægter jeg at anskaffe mere end to til at starte med! Jeg aner jo ikke hvad jeg binder an med! Naboerne griner noget i skægget over det, men jeg holder fast. To høns. That´s it! Og de skal være fritgående!

Planen er, at gribe det an, som vi har set det på frilandsmuseet, hvor dyrene tilsyneladende gik frit på grunden i gamle dage, imens køkkenhaven blev hegnet ind. Dét giver rigtig god mening faktisk! Planterne er ligeglade med hegn – det er dyrene ikke. Og hønserne må spise alt det grønne de vil, bare ikke køkkenhaven.

Selvforsynende med døre

Dét har så været lidt af et projekt for frøkenen her, for der skulle jo bygges et lille aflukke til de damer i den eksisterende stald, som vi også bruger til haveredskaber m.m. Jeg har sat trævægge op, lavet en lem .. og dér gik jeg i stå! Jeg er IKKE håndværker, og jeg havde ingen idé om hvordan man laver en dør. Jeg har luret i månedsvis på låge- og dørkonstruktioner, samlet mod og materialer før jeg gav mig i kast med det. Men det lykkedes. Jeg har lavet mine første to døre, som kan åbne og lukke, som har haspe og som simpelthen ligner og er døre!

Hvilken sejr. Jeg kan forsyne os selv med døre! Tiden har heldigvis været på min side, for fugleinfluenza-restriktioner satte nemlig en kæp i hjulet for hønsedrømmene for en tid..

Mere selv-byg ..

Således opmuntret, har jeg også flækket et læhegn sammen til vores kommende høns af pilegrene fra naboen, så hønserne kan gå ind i læ, og så det ikke trækker så meget om vinteren i selve huset.

Dét tog mig et par dage. Konstruktionen består udelukkende af pilegrene og reb, og den er overraskende tung og solid. Efter dét projekt, gik det op for mig, hvor fedt det er, ikke bare at kunne konstruere, men også selv levere materialerne til lige præcis den konstruktion man måtte have i tankerne ..!

Ergo gik jeg i gang med en havelåge ind til naboen af pileflet. Igen en temmelig tung konstruktion, og derfor kommer den ikke på hængsler! Enten skal den støttes som på billedet, eller vi skal have en slå for. Men den opfylder formålet; at afgrænse skellet, og sikre at hønserne ikke render ind til naboen.

Note til mig selv: Jeg kan godt se, at jeg er nødt til at få lavet et pile-bed! Jeg er nødt til at kunne producere materialerne selv. Og eftersom jeg allerede har kviste i jorden, som har slået rod, skal jeg bare udpege stedet.

Note til læseren: Jeg ved godt, at konstruktionerne ovenfor sikkert er mangelfulde og alt muligt andet, men jeg er jo nødt til at kaste mig ud i det og prøve tingene af; succeskriterierne er primært, at turde turde og at det fungerer.

 

.. Damerne kommer om to dage, og vi er bare så spændte på at lære de nye beboere at kende! GÅK, GÅK!

 

Læs mere om ..


Gokkernes indtog på matriklen

Et par kyndige damer er flyttet til, og de er så sjove, at vi har lavet et par tegneserier om dem..

MØD GOKKE & LOKKE


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.