Det Gode Liv på Lolland

Om at flytte fra by til land - mod strømmen


Stiv vinterpludde og nytten af unytte

Stiv vinterpludde og nytten af unytte

De 1000 søers land

Lolland er ved at blive de 1000 søers land, for den fede muld orker næsten ikke at suge mere regnvand. Alle lavninger i landskabet har vandspejl, som vokser uge for uge. Sønnike har været smurt ind i pludde fra top til tå hver dag, når han kom hjem fra skole. Klog af skade ved vi, at vi IKKE, jeg gentager: ikke skal vove os ud på markerne – uanset fodtøj. De tomme roemarker vidner om jordens beskaffenhed: hjulsporene fra traktorerne er ufattelig dybe i år. Det er et mysterie hvordan de kunne køre derude overhovedet.

Kong frost

Men efter et usædvanligt vådt efterår på Lolland, stivnede pludden endelig i den vidunderlige januarfrost. Her til morgen blænder solen os i den frostklare luft. Vores ånde hænger om os i skyer. Fornemmer vi allerede nu, at lyset er på vej tilbage?

Sønnike og jeg har været ude og gå i det knasende græs og smadre isflager på vandbaljer og spande. Bare fordi det er sjovt. I år vil jeg tage dronningens nytårstale meget seriøst! Hvor befriende er det ikke, at forpligte sig til at gøre noget aldeles  nyttesløst, unyttigt! Eller.. måske snarere være sig bevidst, at dét jeg foretager mig lige nu, faktisk er spild af tid på den absolut vidunderlige måde. Og dermed er det netop blevet en ufattelig nyttig ting i sig selv. For mig og sønnike..

Mikro-oplevelser

Formålsløst og med største fryd iagttager jeg de billioner af frosne vandkrystaller i græsset, som skinner som diamanter! Frostkrystallerne langs de visne blades kanter, som har bygget sirlige mønstre i nattens løb. Om få timer er de væk igen. Og intet af det var samfundsnyttigt eller målbart på økonomien. Hvor vidunderligt er dét ikke? Befriende ligegyldigt for alt andet end lige mig i dette øjeblik! Hver indånding af den rene Lollandske luft, er iskold og klar, og mærkes langt ned i lungerne! Aah..!

Det er den slags mikro-oplevelser, der er store for mig, og som vitaliserer mit indre. Når jeg bliver gammel vil jeg ikke på plejehjem. Jeg vil UD og se op mod himlen, ned i græsset og røre ved den jord jeg selv er kommet fra og skal blive igen engang! Naturen er en eksplosion af livsglæde, som blot forstærkes af, at alting har et endeligt.

Det unyttiges nytte

Herude ser jeg det hver dag. Solsorten ved hækken, som ligger skambidt. Det lille pindsvin vi i efteråret fandt næsten livløs i græsset og bragte til en plejestation i Våbensted. Den døde få timer senere. Mine afgrøder, som nu ligger som rådnende plantedele – til stor glæde for regnormene! Alting har et endeligt, og så alligevel ikke, for det indgår i en uendelig cyklus og er dermed til gavn og nytte både i livet og i døden. Intet er formålsløst. Derfor giver det værdi at gøre noget unyttigt, som kan åbne øjnene for det unyttiges nytte.

Men hvis vi gør det unyttige nyttigt, mister det sin værdi. Er dét en påstand? Måske..

Skemalagt unytte

Hvis jeg finder ud af hvor nyttigt det unyttige er, begynder jeg at skemalægge det. Men hjernen er så finurligt skruet sammen, at den ikke får det maksimale udbytte ud af rutiner der gentages. Hvis jeg går ud og kigger på frosne blade igen imorgen, får jeg ikke samme åbenbaring som idag. Ergo må jeg fordybe mig i en anden unyttig ting .. ved lejlighed. Ikke imorgen og efter et skema, men i nuet, når øjeblikket er der.

Det kræver et nærvær og måske også en nysgerrighed, at opdage og gribe de øjeblikke af forunderlig unytte. At få øje på sneglen på jorden, og at vælge at stoppe og betragte den. At tage sig de minutter det tager virkelig at SE og undre sig. Hvor kommer den fra og hvor skal den hen? Betragte mønsteret og farvespillet på huset. Måske tage den op og mærke dens overflade mod huden. Det er ikke sikkert jeg opdager noget nyttigt ved sneglen. Blev mine nyttesløse minutter dermed unyttige og er det godt? Skal jeg absolut have et formål med det unyttige? Skal jeg kende formålet?

Pointen med unyttelige øjeblikke

Jeg tror jeg skal gøre det unyttige, uden at spekulere over graden af nyttesløshed. Faktisk vil få mennesker nyde samme unytte-aktiviteter som jeg gør. Alle må finde deres helt egen unytte og spild af tid. Det vigtige er måske, at genopdage spild af tid som noget rart! Som noget vi tillader os selv i rigelige mængder. At finde ud af hvornår det beriger dig. Hvornår slapper din hjerne af? Hvornår får du de gode ideer? Er det øjeblikke du kan få flere af og på bekostning af hvad?

Svaret ligger lige for i min optik .. men du må selv svare for dig.

Ha´nu en herlig unyttig søndag med masser af spild af tid!

 

 


Læs flere blogindlæg ..

Faren ved pludden på markerne – de forladte støvler

FARLIG PLUDDE


Når naturen viser tænder .. Læs en personlig beretning om

VINTERKRIGEN


Kommentarer - Skriv en kommentar
  • Deborah -

    Hej Nat

    Jeg læste, og synes ikke, det var spild af tid. Jeg har også været ude og gå en tur i det gode vejr. Det kan du (hvis en del af din spilden tid) se mere om på min blog lidt senere. God søndag til dig.

  • Anne Marie Frederiksen -

    Du skriver aldeles vidunderligt, kan føle, mærke, dufte og høre alt hvad du beskriver
    Kærligst din moster

  • Skriv en kommentar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *