Ti små anekdoter fra Lolland-Falster
Ti små anekdoter fra Lolland-Falster, som fortæller noget om egnen og sindelaget på øerne: Hvorfor er kirkerne lyserøde? Hvorfor sad kongen fast i en skorsten i Sakskøbing? Er man meget lattermilde på Lolland? Hvad gør man, når man ikke kan skaffe 24 hvide okser med røde ører?
1. Hvordan fik Lolland sit navn?
Navnet “Lolland” har pludselig fået en helt anden betydning og klang, efter internet-forkortelsen “LOL” (Laughing Out Loud) er kommet til. Man kunne foranlediges til at tro, at øen består af lutter lattermilde mennesker, og det er måske heller ikke helt ved siden af.. 🙂
Men den gamle stavemåde Laaland og Låland opstod af følgende lavpraktiske omstændigheder:
Ordet lå betegner en rende eller smal vig i kysten, hvor tidevandet strømmer frem og tilbage. Lollands kyst var tidligere meget indskåret og rig på disse “låer”, hvoraf de fleste nu er inddæmmede og tørlagte. (kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Lolland)
På Latin hedder Lolland “Lalandia”, så nu fik vi tilmed forklaringen på navnet på badelandet i Rødby!
2. Kongen i skorstenen i Sakskøbing
Hvis man læser lidt op på kongehistorien fra 13-1400, kan man se, at der var temmelig meget rav i den! Bl.a. udmærker Christoffer den 2. (1276 – 1332) sig med denne pudsige historie. Christoffers CV/virke illustrerer periodens turbulens:
- I 1289-1301 var Christoffer hertug af Lolland og Falster
- 1303- 1307 hertug af Estland
- I 1307-1315 hertug af Halland og Samsø
- Christoffer var konge af Danmark i perioden 1320-1326, samt i 1329-1332
I midten af 1300-tallet, hvor Danmark på grund af gæld var pantsat(!), hørte Lolland under den holstenske grev Johan den Milde, mens den afsatte konge, Christoffer den 2., boede i et hus i .. ja, Sakskøbing! Efter sigende var hans kongerige/Danmark skrumpet ind til at række “så langt øjet rakte fra Sakskøbing”.
I Sakskøbing kom Christoffer ud for, at en holstener og en dansker rottede sig sammen og prøvede at ryge ham ud af det hus, hvor han havde søgt tilflugt – sikkert grundet gæld. Som eneste udvej flygtede Christoffer den 2. op gennem skorstenen!
Se dét er morsom læsning, og begrunder måske, hvordan et par skudepisoder i Sakskøbing ifm. bandekrig slet ikke kan ryste en Lollik..
(kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Christoffer_2.)
3. Pluddeøen & Smatøen
Det forvirrer nogle, at vi hernede kalder området Lolland-Falster. Det hænger sådan sammen:
“Lolland-Falster”-området, også kaldet “Sydhavsøerne”, består af to større øer: øen Lolland og øen Falster, samt de mindre øer Fejø, Askø, Lilleø og Femø nord for Lolland.
Kulturelt er øernes befolkninger så forbundne, at selvforståelsen skinner igennem i sproget: vi er ét ø-rige, ét folk:
Sydhavsøerne eller Lolland-Falster!
Udover familiære bånd, historie m.m. har vi også en forbandet god muld til fælles. En muld, der forvandles til klæbrig mudder i de våde måneder. På Lollandsk dialekt kaldes det pludde og på Falster hedder det smatte. I folkemunde benævnes de to store øer derfor kærligt og lejlighedsvis for Pluddeøen og Smatøen. Se, dét er humor på Sydhavsøerne. Underspillet og lun.
4. Heltinden på godset
Under 2. verdenskrig viste det sig, at vi havde en betydelig modstandskvinde og godsejerfrue på Engestofte Gods, Monica Wichfeld af irsk afstamning. Hun var en intelligent og handlekraftig dame med sine meningers mod, og hun kastede sig ud i modstandskampen med sin voksne datter Varinka.
I 1944 blev Monica dødsdømt ved den tyske krigsret. Hun afviste at søge om benådning i første omgang, men af hensyn til familien lod hun sig overtale og ansøgte – i trods – på en rulle lokumspapir. Hun blev istedet idømt livstid og endte således sine dage i 1945 i et tugthuset i Waldheim i Sachsen grundet lungebetændelse.
I Engestofte kirke kan du finde en mindetavle, hvor hun beskrives ..
I dette citat beskriver hun, hvordan det er at træde i karaktér på livets scene:
“For mig har livet altid været som en scene. Man ved aldrig, hvornår man bliver fanget i søgelyset. Det varer måske kun et øjeblik, men i det øjeblik er du midtpunkt for opmærksomheden. Hele dit liv kan have været en forberedelse, en prøve på dette ene korte øjeblik i rampelyset. Det kan afsløre komedie eller tragedie, heltemod eller kujoneri, men det er dit øjeblik og ingen andens.”
5. Guldborgsund- og Lolland kommune
Hvordan gik det liige for sig, dengang nogen valgte at splitte øen Lolland mellem to kommuner under kommunalreformen i 2007? Det havde jo ligget mere lige for, at dele øerne dér hvor vandet skiller dem. Raflebæger? Okker Gokker metoden? Nej, endnu bedre!
Blandt Sydhavsøernes befolkning lyder historien således:
Den daværende borgmester i Sakskøbing kommune Kaj Petersen afholdt grillfest i sommeren 2005 eller 2006, hvor han inviterede borgmestrene fra Nykøbing, Nysted, Sydfalster, Stubbekøbing og Nr. Alslev kommuner, idet hverken han eller borgmesteren i Nysted ønskede at høre med under den nye og fattige Lolland kommune.
Grillfesten – eller måske snarere snakken over pølserne – resulterede efter sigende i den besynderlige kommunegrænse på Lolland, der deler øen i to.
Det eneste ved historien, som befolkningen ikke er enige om, er hvorvidt det var borgmesteren eller hans kone, der faktisk ikke kunne lide pølser.. Derfor var det måske ikke grillpølser de grillede.. Det kan man så diskutere rigtig længe.. Men resten af historien er åbenbart valid nok ..!?
(Kilde: https://www.facebook.com, tråd fra gruppen lollandfalsterlovestorm 10.08.17)
6. De lyserøde kirker
De lyserøde kirker lyser op i øernes landskab, og er kendetegnende for egnen. Jeg har betragtet dem med undren siden jeg var barn .. hvem hulen fandt på at lave lyserøde kirker og hvorfor? Var der een der startede med at danne mode, hvorefter de andre fulgte trop? Og er det egentlig kønt eller ej?
Det skyldes såmænd Dronning Sofie, Chr. IV’s mor. Hun blev omkring 1596 “landsforvist” til Nykøbing Slot og havde Lolland-Falster ‘i forlening’. Hun var en dreven forretningskvinde, som blandede sig i mangt og meget, og hun bestemte ligeledes, at kirkerne skulle være lyserøde, som de var det i Mecklenburg, hvor hun kom fra. Og således blev det. Det lå åbenbart til familien at have holdninger til bygningskulturen. Gad vide om de stadig har lyserøde kirker i Mecklenburg, eller om de for længst har malet dem over? ..Og jeg kan stadig ikke blive enig med mig selv om det er “hot or not”..
7. Skalkekorset og Knækkerygstenen
Lollands befolkning er et mildt folkefærd, men de er ikke sådan at knægte, når nok er nok!
I 1533 satte lensmanden på Ålholm Slot i Nysted, Jürgen von der Wisch, slottets ridefoged til at fælde træer i Frejlevs skove. Han udfordrede dermed, og med fuldt overlæg, frejlevbøndernes meget usædvanlige privilegium, at drive deres svin ud i skovene, så dyrene kunne spise.. på trods af, at de ellers var fæstebønder under Ålholm Slot.
Eftersom lensmanden ikke var den første, der udfordrede frejlevbøndernes ret, greb de denne gang til vold, og mødte op med høtyve og leer. I kampens hede løftede Frejlevs landsbysmed ridefogeden op, og kastede ham mod en stor, spids sten, så han brækkede ryggen og døde!
“Knækkerygstenen” kaldes stenen nu, og den står stadig på strandengene ud mod Guldborgsund..
De Frejlev bønder ere nogle skalke!
Efter nogen tid blev sagen bragt for Kong Christian III. Kongen benådede bønderne, mod at de leverede 24 hvide okser med røde ører! (nogle kilder angiver 12 okser og med sorte ører). Det lykkedes bønderne at skaffe 22 dyr.. De hvide okser er iflg. visse mundtlige kilder en speciel tysk race, som skulle sejles hertil, men to af okserne var uheldigvis faldet i vandet undervejs! Derfor farvede bønderne blot ørerne røde på to mere og leverede deres bod. Desværre blev det regnvejr, og den røde farve blev vasket af lige dér foran kongen.
Men kongen havde åbenbart lune, og udtalte med en latter: ‘De Frejlev bønder ere nogle skalke!’ (altså spøgefugle). Som straf, skulle bønderne rejse et vejkors ved byen, som evigt bevis på deres skam. .. Skalkekorset står der endnu. I Frejlev betragtes det nemlig ikke som en skamstøtte, men som et bevis på, at modstand mod overmagt kan lykkes.
Og så ere beretningen endda ganske sand, og fremgår af retsprotokollerne fra dengang..
(Kilder: https://www.kristeligt-dagblad.dk/bagsiden/skalkekorset-og-kn%C3%A6kkerygstenen, http://www.dedanskesland.dk/lolland-151.html , http://frejlev4892.dk/Fortiden/Historien%20bag%20Skalkekorset%20i%20Frejlev.pdf , https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=skalk )
8. Den første sorte mand på Lolland
Victor er den mest berømte sorte mand på Lolland – til dato! Hans fulde navn var Victor Waldemar Cornelins, og han gjorde så stort et indtryk på Lollands befolkning, at der stadig tales om ham den dag idag. Ikke rigtigt grundet hudfarven, men snarere grundet hans ildsjæl og personlighed, som gjorde et uudsletteligt indtryk. Han er således et bevis på, at man som tilflytter kan blive dybt integreret, hvis man bidrager.. (jeg håber dog mindre kan gøre det).
Cornelins blev født 3. august 1898 i Frederiksted på Sankt Croix og døde 17. december 1985 i Nakskov. Den bizarre historie bag lyder således: I 1905 i anledning af en “Koloni-udstilling” i Tivoli, arrangeret af bl.a. Emma Gad, ønskede man at skaffe en sort familie fra St. Croix. Da dette forehavende ikke lykkedes, overtalte man i stedet to fattige, enlige mødre til at udlåne hvert et barn til udstillingen i København, hvor de skulle vises frem. Cornelins blev derfor som 7 årig bragt til Danmark, sammen med Alberta på kun 5 år! Ungerne var selvfølgelig ikke i stand til at sidde stille og lade sig betragte, så til sidst blev de sat i bur, indtil udstillingen var slut.
Victor og Albertas videre skæbne
Victor og Alberta kom dernæst i plejefamilie og skole i København. Alberta døde allerede som 15 årig af tuberkulose. Victor tilbragte sine bedste sommerferier på Lønstrupgård i Aunede på Lolland. På trods af den hårde start i livet, viste Victor sig, at være så robust, at han som voksen gjorde karriere som særdeles afholdt skolelærer og viceinspektør i Nakskov gennem 55 år – ud over at være musiker, sanger, korleder, musiklærer, foredragsholder, forfatter m.m. Han var en særdeles kendt, elsket og innovativ personlighed i Nakskov og tilførte byen noget helt unikt. Først 27 år efter sin mors død, genså han St. Croix på en rejse betalt af et ugeblad..
Cornelins selv døde mæt af dage som 87 årig, og ligger nu begravet på Aunede kirkegård på Lolland.
(Kilder: https://da.wikipedia.org/wiki/Victor_Cornelins, http://nakskov.nu/wp-content/uploads/Kalender-2016.pdf, http://www.rejsefortaelling.dk/vestindien_5_slavernes_slaegt/vestindien_5_slavernes_slaegt.htm)
9. De højeste egetræer finder du på Lolland-Falster!
Vi er meget glade for vores træer på Lolland Falster.. Vi har forholdsvis meget skov, og man får en dyb respekt for disse enorme vækster, når man vandrer i ‘søjlegangene’ blandt tavse kæmper – som iøvrigt også giver husly til flere af vores stendysser, gravhøje og de mange, store rovfugle.
Danmarks absolut største egetræ, Valdemarsegen, står ved Corselitze på Østfalster. Egetræet er opmålt i 1990 til at være:
- ca. 100 m3
- 25,4 m højt
- 9,35 m i omkreds
- 2,98 m i diameter
Ovenfor: her aflægger jeg Valdemarsegen et visit. Jeg blev helt stakåndet og meget ydmyg ved siden af så gammelt et væsen. STOR oplevelse!
Alderen er anslået til at være sølle 550 år – mod Danmarks ældste egetræ, Kongeegen ved Jægerspris, som har en anslået alder på 1500-2000 år.. Nej, dét var ikke en skrivefejl!
Det næststørste træ i Danmark er Frostrupegen på Østlolland, og det 8. største træ, er Pederstrupegen også på Lolland. Måske skyldes det den gode muld.. måske er det fordi skovene på LF får lov at stå i fred generation efter generation. Guderne forbyde at dette ændrer sig!
Besøg den tavse kæmpe, Valdemarsegen
Egetræet står i skovkanten 50 meter sydøst for Grønsundsvej. Kør fra Sønder Kirkeby mod Karleby ad Grønsundsvej. Efter små 2 km, regnet fra Sønder Kirkeby kirke, ses egen i skovkanten på højre side af vejen. Du er ikke i tvivl.
(Kilder: http://www.skovfogeden.dk/rekord/liste.htm, http://skovbrugsmagasinet.dk/valdemarsegen.html, http://www.dendron.dk/dtr/detaljer.asp?Individual_ID=54)
10. Nu vi er ved træerne.. Pil & Poppel i landskabet
De karakteristiske troldelignende Poppeltræer langs vejene er kendetegnende for Lolland-Falster. De er gamle og krogede, til tider hule i midten og deres ‘vandris’ stritter i vejret som vildt hår. De står altid i grupper langs vejene med 5-10 meter imellem. Kommunerne ‘styner’ dem (dvs. skærer vandrisene ned) med jævne mellemrum. Hvis det ikke bliver gjort, dejser de gamle, møre stammer om i vind og vejr. Du kan se dem ved gadekæret i Udstolpe (ovenfor er det Poppel ved Udstolpe), ved Radsted Kirke og mange andre steder på Lolland og Falster.
Jeg har altid undret mig over disse tavse kæmper. De er skulpturelle og ser altid sådan lidt.. ensomme ud, selvom de står i grupper. Hvorfor har man dem så mange steder, hvorfor lige den type træer, hvorfor står de på række og geled og hvorfor er de beskåret så drastisk, at de får det klumpede udseende? Her er svaret:
Historien bag Poplerne
Man begyndte så småt at benytte flettede risgærder på Lolland-Falster fra midten af 1700-tallet, hvor de markerede markskel og ejerforhold af jord. Dyrkningen af Pil og Poppel blev siden sat i system i Danske Lov fra 1683 og med indførelsen af landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. I Danske Lov står, at bønderne årligt skal plante Pil til etablering af flettede risgærder. Derfor blev landskabet hurtigt fyldt med alenlange rækker af Pilekrat og Poppeltræer med flettede risgærder imellem. De gamle risgærder er der ikke mere, men så ud som dem man ser på Frilandsmuseet i Maribo og som på dette maleri fra ca. 1900:
Kun de mest sejlivede Poppeltræer står nu tilbage fra dengang, og da ingen laver risgærder mere, står kommunen for styningen, for at træerne ikke vælter under deres egen vægt. Man kunne også vælge at fælde dem, men det nænner man ikke. Faktisk er der nogle steder man genplanter de træer, som er gået til i vind og vejr.
Hvorfor holdt man op med at lave risgærder? Fra anden halvdel af 1800-tallet havde træerne vokset sig så store, at deres rødder ødelagde mange af de drænrør, der blev etableret i den periode, hvorfor mange af de gamle træer blev skiftet ud med tjørne- og kratplanter. Og nu har vi så digitaliserede kort over matrikler og ejerforhold, som overflødiggør de fysiske hegn. Men de gamle kæmper lever endnu og sætter deres præg på egnen! De har set mangt og meget, og hvis de kunne tale, kunne de berette om, hvordan min tip-tip-oldefar som barn og slægterne efter ham rendte rundt og legede ved gadekæret i Udstolpe!
(Kilder: https://www.guldborgsund.dk/borger/udvikling-i-kommunen/projekter/pil-og-poppel, http://www.aabne-samlinger.dk/frilandsmuseet/frilandsmuseet/udstillinger/omgivelserne/)
Læs et par af mine private anekdoter fra Lolland:
Da vi lavede vores første, vaskeægte tilflytter-fejl
