Den lollandske folkesjæl
Pssst .. Hvis du agter at flytte hertil – eller allerede er tilflytter – er det godt at forstå hvordan man gebærder sig, og hvorfor du nogle gange får en kold skulder .. Nu er jeg ikke engang ægte indfødning, så der er ting jeg ikke har luret endnu. Der skal nok være en lollik eller to, der kunne skrive det bedre, men her er min vinkel ..
Identitet
Man lever godt på Lolland, og passer sig selv i fred og ro for Københavnernes højtråbende påfund – og så har man på Lolland sin kulturarv intakt! På Lolland er vi stolte af vores identitet, og har helt styr på den og hinanden. Vi er måske ikke first movers, men ser gerne tingene an i bedste slow living stil.
Lollikernes selvbillede
Den afdæmpede stolthed kommer fx til udtryk i Lolland Falster Lovestorm 
, som markedsfører Lolland med befolkningens opbakning og deltagelse og med stor kærlighed – mest fordi man er træt af mærkatet ‘Udkantsdanmark’. Det tog lang tid før denne modreaktion kom, og det dér med markedsføring, er ikke rigtig en del af folkesjælen, men nok er nok. På Lolland har vi et andet og langt mere nuanceret selvbillede, end dét der portrætteres i medierne.
På Lolland har vi også vores egen bank , radiokanalen Sydhavsøerne og avisen Folketidende . De er hver især udtryk for en særdeles levende kultur! Det er ikke museumsgenstande eller noget der bevares på bedste beskub. Specielt er Folketidende en vigtig informationskilde og kulturbærer. Det er ‘små’ nyheder, men de er nok så vigtige for os der lever hernede! Sydhavsøerne er et lille samfund, som slutter sig om sig selv på godt og ondt(?) – ligesom Københavnerne iøvrigt også gør det.
Fire historiske ligtorne – lad os få svesken på disken!
1 – Godsejere og adel
Den fede muld og fordelagtige beliggenhed, har gennem tiden lokket adelen til, og det vrimler med godser hernede. Bevares, de er smukke .. Men for Lollikerne, står godserne der også som historiske monumenter for, hvordan bønder og godtfolk er blevet udnyttet igennem tiderne. Der er ar på den lollandske folkesjæl, som stikker dybt.
2 – Indvandrere, dét er old news!
Lolland har haft indvandrere ad flere omgange, så dét er ikke noget nyt fænomen:
.. De 4000 polske og svenske roepiger , som kom til i slutningen af 1800 tallet, hvor befolkningstallet lå på ca. 68.000. Dét har helt sikkert været en udfordring for så lille et samfund, selvom det også var en hjælp.
Fra 1980 og frem har der været en tilstrømning af tunge bistandsklienter fra København, som sætter sit præg på gadebillede og økonomi. Det sætter befolkningens tålmod på en hård prøve nogle gange, så hvis du som tilflytter føler, at du bliver set lidt an, er det ikke helt forkert.
3 – Arbejdspladser er forsvundet, men nye bolde kastes op
Gennem slut-70érne begyndte sukkerindustrien så småt at lukke fabrikker, vistnok grundet effektivisering og mere moderne produktionsmetoder(?) Mange blev arbejdsløse. Da Nakskov skibsværft bagefter lukkede i 1986, var det svært at holde modet oppe. Det er vanskeligt at lokke virksomheder til øerne og iværksætter-kulturen er ikke så udtalt i befolkningen, så der har været en stagnation i en årrække.
Når dét er sagt, vil jeg tilføje, at der blæser nye, lovende vinde over øerne! Tendenser såsom grøn energi, madkultur, Femernbyggeriet, statslige arbejdspladser der kommer til, økologi og ressourcestærke tilflyttere, er bolde der bliver kastet i disse år – og hvis man på Sydhavsøerne formår at gribe boldene, kan udviklingen blive til øernes fordel.
4 – Lolland Falster – ét samfund, man ikke kan skille ad
I 2007 begik man i kommunalreformen en brøler af dimensioner – ihvertfald set med mine øjne – for Lolland Falster/Sydhavsøerne blev splittet i henholdsvis Guldborgsund- og Lolland kommune, hvilket skaber nogle kulturelle paradokser:
En stor del af den lollandske befolkning på Lolland hører nu ikke til Lolland kommune .. Og selvom Guldborgsund er rigere end Lolland kommune, så vil vi hellere være med i Lolland kommune, for man kan da ikke dele en befolkning og en ø midt over! Faktisk mener jeg slet ikke de to øer Lolland og Falster burde skilles ad.. Kulturelt hører vi sammen.
Ligtorne gør nogle gange nas
Man har altså tålt meget gennem tiden hernede, så der er gode grunde til at man nogle gange bider lidt fra sig, ser Københavnere lidt an, og .. ja, nogle gange hører man bitterheden, når man hører folk snakke sammen .. Nu ved du hvorfor. På Lolland er folk som udgangspunkt utroligt omgængelige og rare, men det har nogle gange sin pris, at man ikke får sagt fra og til, tænker jeg ..
Her kommer et par kulturelle fif til integrationsprocessen hernede, som jo også starter ved een selv – fx i erkendelsen af, at man som Københavner er formet af, at man skal ‘larme’ meget i storbyen, hvis man skal have chancen for at blive set og hørt ..
Tips fra en tilflytter
Den løftede pegefinger (på rattet)
Hvis du er flyttet på landet – altså udenfor en af de små byer hernede, så hilser man på hinanden. I første runde på de folk du genkender og de folk der bor på vejen. Eftersom man kører meget i bil, har man udviklet sin egen jargon; man vinker ikke – nej, man løfter lige højre pegefinger eller pege og langemand fra rattet. Dét er tilstrækkeligt. Du behøver ikke smile. Det er blot en tilkendegivelse af, at man har bemærket hinanden. Det kræver selvfølgelig, at man træner sig op i at genkende naboens bil og i at skimme ansigter bag rattet på et splitsekund .. Dét er ikke en færdighed man lærer i København! Så ha´øjnene med dig.
Lær at åbne munden
På Lolland kan man GODT lide at snakke! Jeg er utallige gange blevet fanget i, at en munter lille bemærkning fra min side, er blevet til en (for en Københavner) rystende lang samtale med en lollik! Jeg er dybt fascineret af det ..
Det er egentlig ikke samtaler præget af pral eller sladder, men nærmere en enorm fortælletrang, der dukker op så snart du spørger til folk eller deres ting. .. og man har jo tid nok, for det er tid man tager sig hernede! Altsåå, man har seriøst tid nok .. Vitterlig! Mine råd vil derfor være:
Lær at slappe af og tage dig tiden – du har faktisk ikke noget valg!
Lær selv at snakke med, for ellers kan det godt gå hen og blive lidt hårdt (jeg øver mig stadig)
Se det ikke som et negativt træk, for grundlæggende er folk bare rigtig nysgerrige, og vil gerne lære dig at kende.
Tilbagelænet humor og begejstring
Glem det dumsmarte Københavner ordforråd, for det glider lidt af. Man er ligesom med mange andre ting lidt tilbagelænet. Humoren er lun, til tider meget subtil, underdrivende og tør. Man behøver heller ikke at tolke den afdæmpede latter efter sin egen vits som en fiasko, for også her underdrives der lidt – eller er det os Københavnere der har det med at overdrive? Hernede behøver man ikke overdrive for at blive set. Der er plads nok til alle og du bliver set. Vær vis på det.
På samme måde forholder det sig med begejstring. Jeg mindes sjældent at have set en begejstret Lollik! (min mor er dog en undtagelse!). Du kan få en varm og meget anerkendende bemærkning, men man svinger sig ikke retorisk derop, hvor der bliver sunget halleluja! Personligt kan jeg vældig godt lide at synge halleluja og blive begejstret, så her vil jeg holde på min integritet og håbe jeg kan inspirere mine omgivelser.
Naboskabet på landet
Hvis du flytter på landet, drømmer du måske om at være i fred for naboerne? Bevares, det vil de nok respektere efter et stykke tid og med en vis undren, men sandheden er, at du kommer dine naboer mere ved på landet end i byen. Når man bor derude hvor kragerne ikke kan finde tilbage, så ville det måske også være en god idé at åbne lidt op .. ?
Man er jo ret afhængige af hinanden, for vi er i samme båd igennem lyst og nød. Det er nemlig herude de sidst kommer med sneplov, hjemmehjælp, brandbil og mange andre serviceydelser byboere nyder godt af! Derfor hjælper vi med glæde hinanden – det giver tryghed.
Eksempel på godt naboskab, som rakte ud over hele Lolland: For et halvt års tid siden skete der en tragisk hændelse i Maribo, som rystede os alle. En familie på fire mistede hus og alle ejendele ved en brand. Men værst af alt; den unge mor i familien mistede livet. Familien havde ingen forsikringer og var dermed rippet for alt udover at bære sorgen. Historien gik som en steppebrand ud over hele Lolland, og på få timer troppede man op fra alle afkroge af øen med mad, tøj, legetøj, møbler, medfølelse og kærlighed.
Okay, det er ikke noget der sker hver dag, men det viser hvor stærkt sammenholdet er, når verden braser.. Her er lidt eksempler på hvad naboskab er i dagligdagen:
På landet render man hinanden på dørene! Naarh, kun i det omfang vi selv ønsker det, men det bliver ofte til en snak over hækken og en tår kaffe. Rigtigt hyggeligt.
På landet banker man ikke på! Jo! Dét gør man, og hvis man alligevel går ind, går man aldrig længere ind end til bryggerset, hvis der ikke svares. Og så er det jo bagdøren man tager, aldrig hoveddøren! Bagdøren signalerer at du kommer på hyggevisit. Hoveddøren er til postbud og officielle gæster.
Alle ser jo alt og holder øje med een! Sådan kan man godt vælge at se det, men det er jo den med glasset, som kan være halvt fuldt eller tomt ..
Der bliver holdt øje, det kan du være vis på, for her sker jo ikke så meget, men vid også, at en tyv ikke slipper uset igennem et mikrosamfund som vores. Faktisk ryger det direkte på Facebook med signalement og hele pivtøjet i løbet af få minutter.
På landet bliver der sladret om een! Sladder? Jeg har hørt en del omsorgsfuld og velmenende snak om andre! Og jeg har hørt vilde historier, som vidner om at en fjer kan blive til ti høns, men nu er jeg heller ikke længere typen der tager den slags så tungt. Det bør du heller ikke.
Stærke familiebånd
På Lolland er alle mere eller mindre i familie. Og hvis man ikke er i familie, så kender man stensikkert nogen, som enten er i familie med eller kender den person man snakker om. Det er også dette faktum, der gør det absurd, at dele Lolland i to kommuner.
Når jeg kigger på min mors del af stamtræet, var det først i 1960´erne de unge for alvor begyndte at flytte til storbyerne efter uddannelse og blev der. Min mormor og morfar har således boet i Udstolpe og Slemminge hele deres liv. Det har deres forældre også, og deres forældres forældre .. Mine oldeforældres gård har været i slægtens besiddelse gennem fem generationer. Jeg kan pt. spore min slægt 10 generationer tilbage, og de har alle med få undtagelser boet i nærområdet! Om der har været indavl? Ja. Og derfor er tilflyttere, roepiger og deslige slet ikke så tosset endda for den lokale genpulje! Men det er et sidespring.
Hvad der er lige så vigtigt: det ER et lille samfund. Skab dig åndsvagt, og det vil ramme dig som en boomerang! Og du vil ligeledes få det tifold igen, hvis du gør et godt indtryk.
En god handel er aldrig af vejen
Hvis du skal tale til en lolliks hjerte, skal du handle! En god handel er simpelthen det bedste! Det behøver ikke være med penge – tjenesteydelser og byttehandler er lige så populære. Min kæreste kalder det social kapital. Uanset hvad man kalder det, så er det det der foregår, når en for dig ‘fremmed’ hjælper dig på alle måder hernede. Det er velset, at man giver noget igen .. på et tidspunkt. Du skal heller ikke være bleg for at krejle lidt eller prutte om prisen. Det gør det bare sjovere for alle parter.
Tip: Anskaf dig en kummefryser, for du ender hurtigt ud med en 1/2 gris, fasaner, levende høns, vin og hvad ved jeg – og nej, dét er faktisk IKKE en joke!
Foreningsliv og frivilligt arbejde
Frivilligt arbejde?????? UUuuha, dét er man som Københavner ikke tilhænger af! Det lugter af udnyttelse, løndumping og meget mere af samme pulje! I København, ja.
På Lolland ville der ikke være ret meget at komme efter, hvis det ikke var for en kæmpe skare af frivillige, som løfter som en gigantisk myretue i flok!!!! På samme vis er der et meget livligt foreningsliv.
Giv det en chance og find din egen niche. Du lærer folk at kende og får nemmere ved at blive en del af fællesskabet.
Hvis du alligevel har kastet dig ud på dybt vand og er flyttet til en ny landsdel, kan du lige så godt gå all in!
Sproglige markører
Når man omtaler hinanden og steder hernede, anvendes der i udpræget grad sproglige markører, som muliggør at man kan identificere den eller dét der omtales..:
‘Nåeh ,, det er bygningen henne ved det gamle mejeri, der er brændt?’. Som tilflytter har du ikke en jordisk chance for at vide hvor det gamle mejeri er, for der er tale om en bygning, som måske ikke engang står der mere, og om et mejeri, som var der for 60 år siden!
‘Jeg snakkede med ham der bor nede i krydset ved xxxvej – ham med den gamle traktor.’ Du er altså nødt til at have styr på folks traktorer, for at kunne følge med i samtalen her ..
‘Ved du, om Lagerbons gård er blevet solgt?’ Du er nødt til at vide hvem der har boet i husene 1-2 generationer tilbage i tiden, hvis du skal kunne svare på dét spørgsmål, for det er ikke nødvendigvis Lagerbon, der ejer omtalte hus på nuværende tidspunkt!
Jeg har ingen trøstende ord i den sammenhæng. Jep, du føler dig som det du er, en tilflytter, og må udbede dig andre markører! Du lærer efter nogle år, hvor den gamle cykelsmed m.fl. lå, men det er jo ren udenadslære for os udefra.
Op på hesten. Man kan jo ikke brilliere på alle områder i livet, vel?
Var det så alt?
Tjah, måske tilføjer jeg mere hen ad vejen .. Hvis du brænder inde med et emne du gerne vil have uddybet, så skriv lige en kommentar. Så vil jeg se om jeg kan gribe bolden. 🙂
Tak
Lignende emner ..
Den muntre beretning, om mødet mellem den københavnske
og lollandske approach til økologi i haven
Børneliv på landet
Er det en myte, at børn nemt falder til i nye omgivelser?
Hvordan hjælper vi vores barn på vej med det – og hvad laver børn egentlig når de bor på landet?
2 svar til “Tilflytter-tips om den lollandske folkesjæl”
Tak for din herlige (og informative) guide til en nytilflytter. Nogle af tingene har jeg allerede fundet ud af (blandt andet det med at hilse – det kæmper jeg lidt med, for jeg kan altså ikke genkende biler… 😉 ) og andre ting får jeg utvivlsomt god brug for. Men jeg kan allerede mærke, at jeg vil holde meget af at bo på Lolland 🙂
Det glæder mig langt ind i hjertet, at du/andre også ser skønheden og charmen! <3 <3 <3