Det Gode Liv på Lolland

Om at flytte fra by til land - mod strømmen


Tørke og nytænkning i køkkenhaven

Tørke og nytænkning i køkkenhaven

Igen rammer vi et alt for højt tørkeindeks i 2019, hvor sommeren 2018 står som et aldeles rædselsvækkende og endnu værre år, både ift varme og tørke. Hvordan skuldrer jeg det som haveentusiast og miljøbevidst køkkenhaveejer, for jeg støder på nogle dilemmaer..

Det ligger dybt indgroet i mig kulturelt, at græsset skal slåes, træer og buske beskæres, i køkkenhaven skal gulerødder og krydderurter stå sirligt på række og geled i jord, som er renholdt for ukrudt. Det er en nydelse at se på al denne ordenlighed, som signalerer at jeg har styr på det! Yes! Det er simpelthen en slags potensforlænger.

Men med to års sommertørke i mine fire år som haveejer, er der simpelthen nogle overvejelser jeg begynder at gøre mig, for ellers kan jeg komme til at kunstvande i et omfang, som ikke giver mening for grundvandsbeholdningen, pengepungen, min tid og planternes trivsel (planter bryder sig ikke sønderligt om det kolde hanevand).

Min bedste løsning indtil videre, er at begynde at beskære træer i juli, hvor der alligevel er kritisk tørt og en stilstand i havens vækst. Jeg kalder det for “det lille efterår”, fordi der sker en mærkbar afmatning: træerne smider nogle af bladene og de fleste planter er blomstret af. Jeg beskærer ikke mere end jeg kan nå at “partere”, for ALT bliver genanvendt: kviste med blade findeles og bruges som bunddække i bedene, grene og stammer saves i mundrette stykker og anvendes til brændeovn og bålplads. Noget anvendes til vedligehold af kvashegn. Kvasbunker i bunden af haven er bosted for dyr og insekter.

Nu har vi ufattelig mange træer.. og jeg diskuterer hvert år med mig selv om det er godt eller skidt! En kraftig beskæring ville give mere sol til afgrøderne og åbne op, men på den anden side.. Damn, hvis de træer ikke havde givet os og planterne læ og skygge, havde tørken ramt os endnu hårdere!!!!!

Og det er så sagen i en nøddeskal, for jo mere vi rydder, jo mere tørt bliver det! Jorden må ikke stå bar. Bunddække og planter med blade, der skygger for hinanden og holder på fugten er optimalt. Dvs at efterafgrøder er noget jeg skal tænke meget mere i. Om det så er jordbæraflæggere eller hvad pokker jeg kan finde på! Men det der med at rydde et løgbed, og lade det stå er no go! Jeg har set mig varm på rødkløveren og vil afprøve det i det stille med nogle få frø fra vilde planter. Bierne skulle nemlig også sætte stor pris på dem.

Jordbær som afgrøde er en absolut favorit for en begynder som mig, for en jordbærplante må gerne stå i tre år, før afkastet mindskes, den har fine store blade der dækker godt af for solen og sygdomme er heller ikke et problem. Fantastisk og nøjsom. For ikke at nævne smagen af egne jordbær.. nam, nam! Men der har været perioder, hvor jeg har været på nippet til at sætte solsejl eller parasol op hos dem, for solen kan grille planterne fuldstændigt! Det er en mulighed, som jeg har i mente, for hvis vi får varmere somre, gælder alle kneb.

Svaret på tørke er altså ikke at lade være med at plante – tværtimod! En gold og gul græsplæne er ikke svaret. Det er en ørken! Fjern ikke mosset i plænen og blotlæg jorden! Sæt buske, som skaber skygge og variation og er levested for dyr. Antallet og variationen af dyr og insekter i haven er din egen pejling på hvor sund din have er. Derfor er jeg meget stolt af at have fundet en tudse i min have i år! Dét er WOW!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.