En introducerende fortælling om min lille kernefamilie, og ikke mindst om hvorfor vi kiggede mod sydhavsøerne efter hus, og om de overvejelser vi havde i den sammenhæng. Her er ..
Vores historie
Min samlever og jeg fandt hinanden i Søborg for 10 år siden. Vi boede i en toværelses lejlighed lige ud til den ret befærdede Søborg Hovedgade. Da vi fik vores søn Noa, stod det imidlertid klart, at vi havde behov for en lejlighed med mere plads og mindre trafikstøj og -os. Vi flyttede derfor til en 4-værelses lejlighed i Hvidovre da Noa var tre. Vi havde nu ‘frisk luft’, en altan, plads i lejligheden til Noas legetøj og mine forældre tæt ved. Det fungerede godt for en tid.
Da Noa blev 6 og startede i skole, begyndte vi alligevel at se os om efter et hus. De gener vi oplevede i Hvidovre og i København som sådan har jeg beskrevet andetsteds på bloggen .. København er kort fortalt for hektisk og for forurenet efter vores smag.
Læs mere om vores oplevede gener ved
Huskøb på .. Lolland??!!
Summa summarum drømte vi om at flytte i hus.. vi havde begge en drøm om at komme ud på landet, og få lavere leveomkostninger, men skridtet forekom lovlig stort. Derfor startede vi bare med at kigge på annoncer på huse i hovedstaden. Men kors det var dyrt! Helt ude af proportion i forhold til hvad man fik for pengene! Alternativer blev overvejet så som sommerhus, kolonihavehus, huse i udkanten af København .. men det forekom stadig alt, alt for dyrt og ramte ikke lige ned i dét vi søgte: landlige omgivelser, ro og færre udgifter. Når faldefærdige huse udbydes til to millioner og opefter i hovedstaden, føler man sig nærmest talt ned til!
En dag ville jeg bare sådan ‘for sjov’ finde ud af hvad et hus kostede dér hvor min mormor og morfar havde boet i Udstolpe på Lolland. Deres gamle hus og min oldemors hus var ikke til salg, men det var der andre huse tæt ved som var. Specielt var der et hus, som så charmerende ud med en pæn stor have, det var istandsat og indflytningsklart, tilpas i størrelsen til os tre og som kostede .. hold fast .. 385.000 kr.. Sådan så huset ud i salgsopstillingen:
En ekstra bonus ved at købe hus på Lolland ville være, at jeg kunne komme ned til min elskede mormor på 94, og forkæle hende på hendes gamle dage. For første gang i processen valgte vi at få en fremvisning, og da vi stadig kunne lide huset, begyndte overvejelserne:
Hvor skulle Noa gå i skole og hvordan kom han i skole?
Var der fritidsaktiviteter til børn?
Hvad med mit arbejde?
Kunne vi få husprisen endnu længere ned?
Havde vi råd, og ville banken hjælpe?
Hvordan ville vores leveomkostninger blive på landet?
Kunne vi leve med, at der blev langt til familien?
Ville det stadig være attraktivt at bo der, når min mormor en dag var død og borte?
Hvad var plan B, hvis vi ikke faldt til, og hvis huset ikke kunne blive solgt igen?
Kunne vi leve med, at der var 7 km til indkøbsmuligheder?
Stille og roligt faldt brikkerne imidlertid på plads, og vi fik og fandt svar på spørgsmålene. Så var der kun tilbage at beslutte, om det virkelig var det vi ville .. Det var det!
Underskriften faldt
Vi blev husejere! Huset ligger i et lille landsbysamfund med 7 km til henholdsvis Sakskøbing og Maribo. Der er gadekær og udsigt ud over skov og marker. Huset er 100 år gammelt og er på 80 m2. Grunden er en koteletgrund på 1150 m2.
Der er ingen offentlig transport herude og ingen købmand. Til gengæld er der søde naboer, en aktiv beboerforening, masser af frisk luft, albuerum og en stjernehimmel der siger spar to. Min familiære baggrund og -historie, som er knyttet til stedet kan man desuden ikke kan købe sig til! Den ‘er der bare’, men er umulig at prissætte, iscenesætte eller designe sig til! Den er ikke et forbrugsgode – men absolut et gode!!!
Flytningen
Set med vores øjne, har vi gjort en god handel og truffet et drastisk, men også velovervejet valg .. vi har oplevet Københavns støj og forurening, stress og jag, så valget var let! Lettere end man skulle tro.
.. Når dét så er sagt, skal jeg ikke sige mig fri for, at det var en angstprovokerende følelse for Københavnertøsen her, den dag vi stod med flyttebilen på Lolland og jeg tænkte
“Så er det nu! Hvordan skal det dog gå, nu hvor vi er langt væk fra alting”
.. Jo, jeg har følt angstens kvælende tag i min hals, ved tanken om alskens ulykker der kunne ske langt ude på landet, uden at have hospital, brandstation og politiet boende i baghaven.. Men for pokker, det er jo den slags underlige tankespind en hjerne kan lave, når rationalet slåes fra og angsten ved det ukendte får frit spil. Kender du det?
.. Dagen efter vi flyttede herned, stod jeg i min mormors køkken i Sakskøbing med en buket blomster fra en vejbod og sagde
“nu er vi her mormor! Vi er flyttet til Lolland!!!”
Dét var et stort øjeblik! Og hvor var hun dog glad og stolt over den beslutning! Hun ringede til alle hun kendte i Udstolpe, og bød dem at tage godt imod os! 🙂
Til mig sagde hun “Du skal bare løfte hovedet! For DU er Natascha, Ruth Hansens BARNEBARN, og hvis de ikke ved det, så skal du fortælle dem det!”.
Jeg nåede heldigvis at drikke rigtig mange kopper kaffe med mormor inden hun døde 1/2 år senere! Naboerne holdt deres løfte og tog godt imod, og jeg savner stadig ikke nogen brandstation i baghaven her to år senere 😉 Jeg har det faktisk ganske fortrinligt uden! Seriøst!
Andre indlæg
